1. søndag i advent
Snart december
I dag er det 1. søndag i advent. Det er slet ikke til at forstå, at vi er her igen. 1 år senere. Men sådan er det, og julen er såmen velkommen, selv om den bliver anderledes end alle andre år, da min yngste datter rejser til Columbia og er væk indover både jul og nytår. Jeg er trist over, at hendes rejse er planlagt netop over julen, men glæder mig også over, at hun har lyst til at opleve verden og ikke lader traditioner som julen sætte begrænsninger. Det er den tanke, jeg skal holde fast i.
Jeg selv har med alderen fået et mere afslappet forhold til julen og traditionerne. Det vigtigste er at familien har det godt, og vi nyder tiden med hinanden. Hvert år bruger jeg mængder af tid på at overveje, hvordan min adventskrans skal se ud, og den kommer ved eftertanke altid til at ligne noget fra året før. I år har jeg sluppet ræset med adventskransen. Jeg har et par lysestager til 4 lys som må gøre det ud for en traditionel krans. Bum. Én bekymring mindre.
Jeg tror, at jeg uden at have bemærket det, er gået ind i en ny fase mht. et kreativt liv og kunne leve af det. Jeg handler ting til videresalg og genstande til udstilling og opbevaring i en butik. Det er ikke ofte, at jeg ser noget, hvor det ved første øjekast fortæller mig, at præcis den eller det vil være perfekt i mit billede af et fysisk sted, hvor min idébank kan udfolde sig i ro. Men det sker, og jeg tøver ikke med at investere i, hvad det nu kan være. Senest købte jeg en superflot kuffert i mørkt træ.
Jeg forestiller mig, at kufferten tidligere har fungeret som redskabs- eller instrumentkasse. Jeg har i stedet fundet et godt sted til stofrester.
Den lille kommode her fandt jeg hele 2 af, og til forveksling kan den ligne noget, der er købt i Ikea og malet over, men jeg synes, at den er lidt for solid og godt samlet til at være derfra. Lad mig hurtigt sige, at Ikea er fuld af gode ideer og indretningsløsninger, men altså… Jeg er glad for kommoderne uanset hvad. Den lækre krukke er drejet i Frankrig, og jeg købte den for en latterlig lille pris. Den kommer ikke til salg nogensinde.
Jeg vil bruge en time eller to på oprydning og rengøring. Det trænger, og jeg har brug for at bevæge mig. Kulden sniger sig ind.
Dejlig 1. søndag i advent til dig og tak fordi du læste med helt herned.
Julehilsen fra mig til dig
Gitte