2. Søndag i advent

Søndagsstemning

Klokken er over 2 eftermiddag, og det føles som om, jeg overhovedet ikke er kommet i gang endnu. Men det er jeg. Jeg har både postet flere annoncer på Instagram, taget foto af adventskransen, læst om en julehistorie, som J.K. Rowling har skrevet og som skulle være noget så skøn. Louise, der har postet opslaget er vild med historien, og jeg skrev til hende, da jeg i første glimt fejlagtigt troede, at historien var skrevet af hende. En lille samtale blev til, at hun nu har lovet at skrive en julehistorie til næste år. Det bliver spændende og du kan tro nej, om jeg ikke har i sinde at holde hende op på det. 🙂 Kig på @louises_litteratur_og_livsstil Louise anmelder bøger på både Instagram og Facebook.

Hvordan er stemningen ellers? – Jeg har spist 4 æbleskiver, hvor det nok havde været rigeligt med 3, men hvem gider høre om det? Jeg fik varmen, da ovnlågen stod åben, imens jeg hældte nykogt vand over tebladende. Grøn kirsebær-te. Det er en lidt vel dyr te, men den smager intet mindre end vidunderligt, så jeg vælger tidspunkter, hvor jeg har god tid til at nyde den bløde smag. Som i dag, hvor tiden er min egen. I øvrigt har jeg i år besluttet at spise æbleskiver uden at blinke. Sidste år nåede jeg af uvisse grunde ikke at spise en eneste. I år har jeg lade glasset med flormelis stå på køkkenbordet, som en lille reminder om, at december er måneden, hvor pauser er ekstra sunde.

Tag en pause – tænd for ovnen – varm en lille håndfuld æbleskiver – bryg te eller kaffe – sæt dig og slap af. 

I dag er slappedag, men også opsamlingsdag. Mon ikke det er sådan i de fleste hjem, at ting skrider lidt i løbet af ugen. Men som det måske kan ses, er jeg begyndt at pakke gaver ind. En “Giv i gave liste” er også i gang, så jeg er fortrøstningsfuld omkring tidsplanen op til d. 24. december.

Det bliver alt for denne gang. De sidste par måneder har været tidspressede, og jeg vil bestræbe mig på, at den kommende tid, også december, bliver i et lavere gear. Jeg ønsker at prioritere tid til at skrive blog lidt oftere end det er tilfældet i øjeblikket.

Tak fordi du læste med. Jeg ønsker dig en sød søndagsadvent.

Papirsengel fra 2020

Leave a Reply

%d bloggers like this: