21. december 2021

Snart juleferie

Online morgenundervisning er afsluttet med glade skolebørn som alle har deltaget i det elektroniske show, det er at mødes på en skærm. I baggrunden ses en gang imellem glimt af frustrerede voksne, når teknikken ikke fungerer, men de fleste børn tager det pænt. Jeg krydser fingre for, at det ikke kommer til at vare for længe.

Julefreden siver langsomt ind i hjemmet og min krop. Selv om der er en hel del på To do listen, kan jeg se for mig, at alt falder på plads til på fredag og juledagene bliver gode. Dagen i dag fortsætter med de gængse ting som gaveindpakning, juleindkøb, gerne bage småkager, lidt oprydning osv. osv. Jeg får ikke fred i sjælen før alt er på plads.

Jeg kender en mand, som jeg har kendt i mange år. Vi har været i on and off kontakt med hinanden gennem årene, og altid er han undersøgende på nye ideer og tanker. Det ligger ham på sinde hele tiden at udvikle sig selv og blive klogere. For nogle år siden havde han fokus på Affirmationer. Et udtryk jeg dengang ikke kendte til, men han fortalte om det, og jeg tog det til mig for en lille periode. Affirmationer. Jeg låner en af forklaringerne her, som er fra Den Danske Ordbog på nettet, hvis du som jeg heller ikke havde hørt om det.

“PSYKOLOGI positivt udsagn som et menneske kan gentage igen og igen i tanke, tale eller skrift i håb om at forbedre sin tilværelse, styrke sit selvværd eller nå sine mål.” 

Jeg synes, at ordlyden “igen og igen” smager lidt af at Messe for sig selv, hvilket jeg ikke er bryder mig om. Men jeg kan godt se ideen i at tune ind, så at sige, på et ønske og et mål ude i fremtiden og sige det højt. Både for sig selv, men også for en anden eller andre, hvis man har nok mod til det. Hvis man ikke giver sine mål opmærksomhed, så kommer det aldrig til at ske. Det handler vel lidt om ordsproget “Dét du vander, gror.”

Så altså! En affirmation for dagen i dag kunne være:

  • Nå 1/3 af To do listen. – Jeg ser for mig flueben efter flueben krydse punkter af. Jeg fornemmer tilfredsstillelsen brede sig. Jeg ser mig selv synke i lænestolen i aften med et veltilfreds suk. 🙂

Affirmationer for næste år kunne være:

  • Bekend kulør i endnu større grad end hidtil omkring min identitet med en kreativ og udtryksfuld livsform.
  • En offentlig bredere interesse for mine bøger.
  • Overskud og tid til at skrive mere end det blev til i år.

Så er det sagt højt. Jeg vil finde et menneske, jeg helt konkret og lydhørt også kan sige det til.

Hvordan ser dine affirmationer ud for fremtiden?

Leave a Reply

%d bloggers like this: