Rome

For reading in another language, please press Translate in the right corner. Thanks

For nøjagtig 2 år siden sad jeg på denne udendørs bogcafé i Rom. Det var afrejsedag, og jeg nød de sidste timer i kølig aprilvarme. Til forskel fra i dag, 2 år senere, var jeg omringet af mennesker, lyde, menneskestøj og bevægelse. Italienerne taler med hele kroppen. Det er en enestående fornøjelse at betragte, hvordan armbevægelser og ansigtsudtryk giver liv og nuancer i deres talesprog. Jeg brugte meget tid på at betragte mennesker og hvis det var muligt, at forsøge at forstå deres samtaler. Sproget ligger lige dér på læben, på nippet til at blive talt, men noget blokerer. Jeg forstår en del, men formår ikke at tale det. Endnu. Måske kommer det en dag, hvis jeg vælger at bruge mere tid i Italien. Det kunne godt være et spændende mål.

Men jeg kiggede også på noget andet, da jeg var i Rom. Ved en sær indskydelse blev jeg fascineret af de mange døre og porte i byen. Langt de fleste ser gamle ud, ofte støvede, men hver især unikke på deres egen måde. Håndværkere har tilsyneladende frie hænder og det ses. Min nysgerrighed drev mig til at haste ned i stille gader klokken 6.30 om morgenen, på udkig efter døre og porte, jeg endnu ikke havde bemærket. På en times tid nåede jeg vidt omkring inden jeg drog hjem til det velvoksne morgenmåltid. Det blev indtaget i en smal gang ved et lille bord, som var klappet op fra væggen til lejligheden.

Jeg boede øverst oppe, 5. sal tror jeg det var, og skulle over en smedejernsgangbro for at komme frem og tilbage mellem min bygning i baggården til bygningen, der vendte ud mod gaden. Jeg havde kvaler med den gangbro. Der er langt ned fra 5. sal, når man som jeg lider af højdeskræk. Men jeg overvandt det til min egen fryd, selv om jeg ikke er sikker på, at jeg trak vejret imens jeg med raske skridt flyttede mig fra den ene side til den anden. Det var nemlig at flytte mig fra et sted til et andet. Allerhelst ville jeg undgår at træde på jernbroen, der gengav en ubestemmelig og ubehagelig lyd, så i virkeligheden bildte jeg mig selv ind, at jeg nok kunne svæve over den. Denne tankemanipulation foregik så overbevisende, at jeg gjorde det flere gange om dagen. Men jeg var glad, da jeg havde bedrevet præstationen den sidste gang, men samtidig trist over at skulle forlade Rom.

I dag, 11. april 2020, savner jeg min rejse til Rom. Heldigvis behøver jeg ikke meget fokus for at være tilbage. Jeg skal bare lukke øjnene og lade sindet drive tilbage. Det er som et bolsje.

Jeg tænker på italienerne og hvordan landet lider i denne tid. Det gør mig ked af det. Jeg håber, at verden snart får bugt med denne sygdom.

Herunder ses få fotos fra Rom. Og ja, de er vind og skæve.