Fødselsdagen

Fødselsdagen

Engang for mange år siden, da jeg var ung og let på tå i den forstand, at jeg kendte mange mennesker, både unge piger og unge drenge, oplevede jeg en ganske særlig fødselsdag. Vi var alle nogenlunde jævnaldrende og sådan ca. først i 20’erne.

Min fødselsdag nærmede sig og mine meget brogede venner efterspurgte utålmodigt et løfte om en fest. Jeg ville gerne holde en fest og så alligevel ikke. Der var en stribe af undskyldninger som gik på alt for lidt plads i den lille lejlighed, vennerne kendte ikke alle hinanden og der var ingen af os, som havde ret mange penge, da vi enten studerede eller bare ikke tjente særlig mange penge.

Men jeg bøjede mig nødtvungent og satte en dato. I virkeligheden glædede jeg mig inderligt til dagen. Den skulle være noget særligt og alle skulle føle sig godt tilpas.

Jeg inviterede til åbent hus det meste af dagen og insisterede på, at ville gæsterne medbringe en gave, skulle den være et eller andet hjemmelavet. Det behøvede ikke være noget, jeg kunne pakke op. Den idé viste sig at vække begejstring hos de fleste. Faktisk på nær en enkelt, blev mine venner glade for ideen og op til dagen vendte de flere gange tilbage til emnet for at få min blessing til et skjult forslag. Jeg selv blev mere og mere spændt.

På selve dagen havde jeg ryddet lidt væk af ting og sager i lejligheden, så vi kunne være der. Jeg havde en andelslejlighed på 60 kvadratmeter fordelt på lille entre, der ledte til et mini badeværelse, en stue og et andet rum som også indeholdt køkken. Lejligheden var perfekt til mig. Jeg sov nogle gange i køkkenrummet, andre gange i stuen. Boligindretningen og holdningen til, hvad der var rigtigt og forkert var meget anderledes dengang, end den har været i mange år. Det er som om, at det for mig er ved at vende. Jeg er glad for mit soveværelse, som jeg har i dag, men indretningen kunne sagtens være anderledes og ukontroversiel. Men tilbage til fødselsdagen. Jeg havde bagt flere store brød, kogt suppe med grøntsager og kød, bagt kage og pyntet op med flag og lys. Jeg husker ikke, hvilken musik jeg havde på grammofonen, men det har muligvis været David Bowie, Elton John, Grace Jones eller måske Donna Summer. Musikken blev så at sige opdaget i etaper og fyldte rum og hjerte dengang.

Af gaver fik jeg bl.a. et lille maleri, som en veninde havde malet. Det var rørende og så fint og personligt. Min veninde hed Anne og havde langt rødt hår, som gjorde nogen unge mænd helt tossede. Anne havde let til smil og grin og morede sig over hendes bejlere, som hun sjældent inviterede til nærmere bekendtskab.

Af John fik jeg en hjemmekomponeret melodi på guitar. John var elskelig og som en spændende pakke, der hele tiden havde et indpakningspapir mere under det forrige. Han var lun, krølhåret, omfavnende og rolig. Jeg var enormt taknemmelig for hans venskab og hans særlige gave, som han genert spillede for mig i min stue på en taburet, og mens fremmede lyttede med.

En naboven ankom med en hjemmebagt kage, der vagte glæde i den tætpakkede lejlighed.

Min kærestes søster havde i al hemmelighed strikket en bluse til mig som kun sad lidt skævt. Den havde jeg i mange år.

En kollegaven ankom som de fleste andre på cykel, dog ikke helt op i lejligheden. Han krammede mig med den ene arm om livet på mig og den anden arm strakt ud til siden, hvor han holdt en klar plasticpose med vand i og en forvirret guldfisk svømmende rundt. Det var på én gang morsomt og skræmmende, men da postyret havde lagt sig blandt gæsterne, fandt vi en skål til den stakkels fisk. Senere måtte jeg selvfølgelig ud og købe en glasbowle og et par planter til fisken.

Min kæreste var en smule stødt over mit ønske om noget hjemmelavet og havde i stedet købt et dobbeltalbum med Genesis. For ham var det besværligt og urealistisk, selv at skulle producere en gave. Det var en fin gave, som jeg blev glad for. Om jeg i årene efter lyttede til Peter Gabriel pga. kæresten, eller fordi jeg selv blev glad for musikken, skal jeg ikke kunne sige. Det var nok en kombination. I virkeligheden havde min daværende kæreste haft rimelig let ved at fremstille en gave, da vores forhold netop havde tydelig omdrejningspunkt i det enkle. Et kærestebrev, et sammenbrygget musikbånd eller en invitation til en hyggelig aften ville også have været en skøn gave. I stedet fik jeg Genesis og Peter Gabriel, hvilket var inspirerende for min nysgerrighed på musik i mange år frem.

Jeg fik et digt læst op af en anden veninde, og jeg husker, at hun havde svært ved at holde latteren ude af digtet. Jeg tror, hun var forlegen.

Sidst, men ikke mindst fik jeg af min ven John også et kort, hvor han havde skrevet:

Tillykke med dagen.

Når jeg træder ind af din dør,

er det som at træde ind i et andet land.

Her er varme, ro og dig.

Lige meget, hvordan verden udenfor er,

er det forunderligt dejligt at være hos dig

i dit hjem.

Den hilsen gjorde mig helt vildt glad i mange år frem, og jeg tænker stadig på den en gang imellem, hvis jeg er heldig at en gæst udtrykker velbehag over mit hjem.

Hvordan ville et lignende fødselsdagsønske mon blive modtaget i dag? Tiden og økonomien er en anden hos de fleste, tror jeg. Rent faktisk tror jeg, at tingene ville forholde sig omvendt i dag. I stedet for at det ville være en lettelse at kunne ”nøjes” med en hjemmelavet gave, ville det i dag være et nærmest frækt ønske. Hvem har tid til en gave ud over det sædvanlige? Hvem kan finde ud af at fremstille noget hjemmelavet? Det er der selvfølgelig mange, som kan, men det ville alligevel være påtrængende at bede om. Kom gerne med noget, du selv har lavet. For det er tæt på en provokation at tænke sig, at man i denne travle hverdag, kunne sætte tid af til at nørde med hjemmelavet chutney, marmelade, et broderi, en fodskammel eller noget helt andet.

Tiden har nemlig ændret sig, og vi er blevet voksne. Om de unge i dag tænker i disse baner, ved jeg ikke. Men jeg kan forstå, at tid er en kostbar størrelse for de fleste mennesker.

For ca. 30 år siden havde jeg en fantastisk fødselsdag og selv om pladsen var trang, havde vi det sjovt og rart. Var der stole til alle, ville et ældre familiemedlem spørge, og nej, det var der ikke. Vi sad på gulvet, vi dansede eller sad på hinanden, og det var trygt.

Hvem mon gør det muligt, at flette bare lidt af tidligere dages kom-sammen-dyder ind i 2018?

De bedste fødselsdagsønsker herfra

Gitte

NB. For god orden skal det nævnes, at billedet er lånt og ikke mit eget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *