Afsøge nye udtryksformer

Tegneri

Long time no writing. Jeg er optaget af mit job og mine interesser, når jeg har fri. Dagslyset er kun fremme få timer i døgnet, og det påvirker faktisk mit humør og energi mere og mere, des ældre jeg bliver. Det er ikke noget, jeg mindes har påvirket mig tidligere, men da jeg i torsdags kom tidligt hjem fra job, oplevede jeg en jublende følelse af at være hjemme i dagslys.

Til morgen stod jeg op tidligere end så mange andre lørdage. Jeg trak varme sokker på og en tyk trøje, inden jeg tændte stearinlys i både køkken og stue. En lille lyskæde fik nye batterier, og det hele gjorde mig så glad. 2 dage uden aftaler. Godt nok en lidt for lang To Do liste, men det kan vist ikke være anderledes en uge før juleaften.

Men i dag har jeg tegnet og kreeret 2 forsider til hæfter. Noget jeg i tankerne har leget med et stykke tid. Planen var egentlig at bruge gamle bøger på vej til storskrald, men jeg tænkte, at et par ældre, ubrugte kladdehæfter kunne bruges som forsøgsmaterialer. Jeg er ok tilfreds med resultatet, og har lyst til at arbejde med flere. Ligesom med så meget andet, er her oceaner af muligheder.

Jeg er glad for at mixe materialer, så som papir og tekstil/blonder. Der må også gerne være andre materialer som f.eks. knapper, noget med garn, broderier eller en lille fjer som her på billedet. Det skal bare være fladt. Jeg er helt med på, at der i verden eksperimenteres med tykke bøger og hæfter med alverdens detaljer, som gør det færdige resultat omfangsrigt og storslået, vil nogen sikkert kalde det. Jeg er ikke vild med udtrykket. Det virker rodet og et forsøg på at fylde mere på noget, der allerede er fuldt eller færdigt.

Da jeg skulle til at bgynde, søgte jeg efter en særlig tynd tusch, men jeg har et helt par penalhuse og flere krus mm til skrive- og tegnegrej, så det tog lidt tid. Hvis det lyder som om, jeg tegner og farver hele tiden, så er det forkert. Det gør jeg ikke, og jeg har endnu ikke fundet ud af at indrette mit kreative liv, så materialerne er nemme at finde. Guderne skal vide, at jeg gør forsøget vældig ofte. – Men det var et sidespring.

I min søgen fandt jeg i stedet en tynd sølvtusch og en guldtusch, som i virkeligheden er en pensel. En lækker lille, blød pensel. Den laver de sejeste strøg, som særligt ses på foto 1 med den store blomst.

Jeg vil fremstille endnu et petit (fransk = lille) hæfte, måske med printet papir i stedet for karduspapir, som jeg anvendte til mine to første.

Her ses et hjørne af min have. Frostet og malerisk.

Ps. En indikation på, at jeg vil fortsætte med papirarbejde….. Jeg har oprettet en fotomappe til emnet. 🙂

Tak fordi du læste med.  Gitte Bobak

Ps. ps. Ann Wood er på en måde min inspirationskilde. Hendes mindre malerier er enkle og fortællende. Jeg har ikke forstand på, om det er stor kunst, men jeg hæfter mig ved, at hun er vældig produktiv. Voldsom produktiv. Hendes malerier og i øvrigt også hendes arbejde med tekstiler kan ses på Instagram. Det har slået mig, at jeg bare skal kaste mig ud i drømmene. Bare give mig i kast med det og tro på det. Selv om jeg med sikkerhed ved, at lige gyldig hvad jeg giver mig i kast med, er det ikke storslået på nogen måde, ej heller stor kunst. Men jeg ved til gengæld, at øvelse gør en forskel. Man bliver jo bedre, jo mere man gør de samme ting. NU ikke flere PS. 😉

Leave a Reply

%d bloggers like this: