Aftentur

Gåtur og refleksion 

Vejrudsigten havde forudset, at det ville blæse op her til aften. Det holdt stik og måske lidt tidligere end ventet. Ved 17-tiden blafrede træerne udenfor mit soveværelsesvindue, og jeg lagde mig med sengetæppet over benene og lukkede øjnene. Alarmen var sat til en halv time. Jeg ved, at søvnen overmander mig, men jeg er blevet bedre til at vågne igen og stå op, når uret ringer. Det gjorde jeg ikke i dag. Senere vågnede jeg endnu engang med stiv nakke og alt for varme fødder. Som så ofte før havde jeg glemt at åbne vinduet på klem.

Seneftermiddage som i dag giver et skred i dagens rutiner og planer. Jeg ville have bagt en fiskefilet i ovnen, jeg ville have plukket 2 rabarber, ordnet dem, have ladet dem simre på komfuret til de var kompot og rørt en dej imens, så mindre muffins med rabarberkompot og æble kunne bage sammen med min filet. Man skal udnytte ressourcerne. Men det skete ikke. I stedet spiste jeg en lille is, og besluttede mig for at gå ud i vejret. Jeg har tilmeldt mig Tæl-Skridt på mit arbejde, og jeg har tilsyneladende meget entusiastiske kolleger, som går 15-22.000 om dagen. Pænt provokerende i sammenligning med mine 4-5000. Jeg er på ingen måde et konkurrencemenneske, så jeg kigger på tallene og bladrer videre i teksten.

Billedet herunder er ikke taget i dag. Min telefon lå til opladning herhjemme, og det i sig selv var egentlig en sjælden frihed. Men det kunne være taget i dag. Havet er i bevægelse og venter på den dulmende nattero.

Ikke så langt fra, hvor jeg bor findes en offentlig græsplæne med kig til et stykke engareal. I øjeblikket er småveje lukket af med stakit og bånd, da store maskiner er i færd med at grave huller og jeg ved snart ikke hvad. Normalt kan jeg via en smuttevej gå hen til græsplænen, hvor et stort cementrør udgør en større urtepotte fyldt med lavendel. Jeg plukker tørret lavendel og bruger det til små velduftende lavendelposer. Jeg har lavendel i min egen have, men nænner ikke at plukke dem endnu. De står så fint lilla og dufter skønt ved det mindste strejf med hænderne. Men her til aften drev lysten til at plukke lavendel mig hen til græsplænen. Det kostede et par omveje inden jeg stod foran herligheden. De var ikke sprunget ud som mine. Til gengæld var der et væld af tørre blomster. Der må være udsprunget et nyt hold efter jeg havde plukket sidste år. Jeg plukkede en god håndfuld. Stilkene er tørre og knækkede med et enkelt lille knæk. De ventede på mig, tror jeg.

Hjemme igen var skridttælleren 2500 skridt højere. Det tæller alt sammen.

Egentlig ville jeg skrive om det at være enlig, men det må blive en anden dag. Med jævne mellemrum spørger jeg mig selv, om jeg også er ensom. Et nervepirrende spørgsmål, hvor det hænder at svaret fortrænges. Jeg vil skrive om det en anden dag.

 Risposer med lavendel.

Jeg har bemærket en kvinde på Pinterest, som arbejder med det jeg kalder De Små Sager. Alt mulig fint håndarbejde, hvor der er lagt vægt på detaljerne. Hun hedder Julie Arkell og må helt bestemt være et Brand. Der findes i hvert fald et hav af fotos, hvor hun flittigt stiller op i iklædt farverigt, mønsterrigt tøj og detaljer. Man kan synes, hvad man vil, men jeg ser et menneske, der formår at leve sin drøm om et kreativt liv. Når jeg kigger hendes billeder, ser jeg efter farvesammensætninger, måder at sy en blomst, mønstre og sjove ideer, som jeg straks får lyst til at afprøve. Jeg piller fragmenter i billederne fra hinanden, og ser med lup så at sige. Som samlet foto, er det lige vel i overkanten efter min smag. Men stadig fascinerende at kigge hendes billeder. Man må ikke bruge andre menneskers billeder, så det er op til dig, hvis du gerne vil google hende. Mit forsidebillede er noget, som minder om Julie Arkell. Minder om – i det små. Herunder et andet a´la Arkell, selv om jeg ikke på daværende tidspunkt kendte til hende.

Kan du have en skøn aften eller dag, hvis du først læser i morgen.

Kærlig hilsen

Gitte Bobak

Leave a Reply

%d bloggers like this: