At lægger planer

Planer for fremtiden. 

Er du sådan en, der lægger planer?

Det er jeg ikke. Jeg er mere sådan en, der tager tingene som de kommer og så retter ind, tilføjer og trækker fra efter mit eget hoved. Det betyder ikke, at mit liv er en stor og blød pude uden nogen som helst retning eller rød tråd. Faktisk synes jeg, at der er masser af rød tråd i mit liv og min dna.

Men for nylig skete der et eller andet, som gjorde, at jeg stoppede op og kiggede over skulderen. Det var i forbindelse med refleksioner over mit arbejdsliv, som de seneste 5 år har været broget og lidt vel rigeligt tilfældigt. Nu, set i bagspejlet, var det måske ikke så tilfældigt, for når man vælger den ene vej frem for en anden, siger man farvel til den anden mulighed og nye kryds og valg venter forude. Jeg er sikker på, at der har været en mening med de brogede skift.

2021 var for mig et arbejdsår med rigtig mange omstillinger og virkelig mulighed for at øve min tilpasningsevne i arbejdssituationer. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg blev dygtigere til disciplinen, men jeg ved, at jeg lærte en del, som jeg håber, at huske på fremover. Bl.a. at mine egne planer ifht. en arbejdsplads ikke nødvendigvis stemmer overens med arbejdsgiverens planer. Det er svært for mig at tænke taktisk i disse situationer, for jeg tager det, som det kommer og tænker stort set altid at ting udvikler sig godt og ting falder i hak. Ting falder i hak, og som regel på fineste vis, men jeg synes, at kæden har været hoppet af indtil flere gange de sidste 5 år. Det har skabt en del frustration.

Men never mind, var jeg ved at sige højt, men tog det i mig igen. For jeg er ikke ligeglad med, hvordan tingene udvikler sig. Jeg vil gerne være mere skarp til at se frem mere end et par skridt. Dette fik mig som sagt til at se tilbage på et langt arbejdsliv med utroligt mange jobs i bagagen.

Kort og godt:

  • 5 år med min uddannelse
  • 10 år i en bank i udlandet
  • lidt mere end 20 år som lærer
  • og så er der alt det imellem. Små afstikkere i andre miljøer, andre typer mennesker, forskellige kodeks, forskellige dresscodes, forskellige sprog ment på flere måder osv. osv.

Så vidt jeg kan regne mig frem til, har jeg ca. 8 år tilbage på arbejdsmarkedet. Derefter vil det være ok at takke af, hvis jeg altså vil det. 8 år er på en gang lang tid, men på den anden side kort. Hold da op, hvor blev mit liv af? Ikke at det stopper som pensionist, men alligevel.

Min plan og beslutning er, at jeg officielt vil slutte mit arbejdsliv med 5 sjove og interessante arbejdsår. Det må gerne blive hårdt med mange arbejdstimer, men det skal udelukkende være for min egen fornøjelses skyld og med meningsfulde dage. Ingen tidsrøvende og ligegyldige møder, ingen formålsløse samtaler osv. osv. Jeg står gerne for indbetaling af skat, moms og pension, hvis jeg derved undgår flere ledere, flere kolleger, forældre, børn … der lever liv og har idealer langt fra mit eget liv. Det er sikkert arrogant og groft at sige højt, men det er sådan, jeg har det. Min plan er at arbejde hen mod uafhængighed og et mere indholdsrigt arbejdsliv. Moderne sagt, Livsstil. 

Dét at lægge planer er som sagt ikke noget, jeg har praktiseret særlig meget, men beslutningen føles godt. Jeg vil gerne have nogle gode, sidste år som lærer. Jeg finder stor tilfredsstillelse i at gøre en god forskel. Jeg nyder at forberede mig til et fuldtids-krealiv. Jeg nyder at have taget skeen i den anden hånd og udvikle min plan. Det er faktisk ret fedt! Planen har været undervejs længe, men ikke italesat, som det igen på moderne sprog hedder.

Det betyder ikke, at jeg ikke drømmer om andet. Der er masser. En kæreste, et skur i haven, en hængekøje, en gang imellem en skulder at hvile panden på, min egen yogalærer osv. osv. Man kan lige så godt sigte højt. 🙂

Det var dagens Blog. Ugens. Nøgleremmen er Made by me, hvem skulle ellers have lavet den? Den symboliserer nøglen til nye tider. Det er bare at dreje nøglen.

Tak fordi du læste med! Jeg er taknemmelig Big Time.

Notesbøger – Planlægning – Ideer

Leave a Reply

%d bloggers like this: