Barndomserindringer for Børn – Frøken Frølich

Det er aften, og jeg vil fortælle dig om mine religionstimer dengang jeg gik i skole.

Frøken Frølich lever ikke mere, er jeg sikker på, for hun var en ældre dame dengang for små 40 år siden. Det hed sig, at hun sagtens kunne være gået på pension, men valgte at fortsætte sit job som religionslærer på den skole, hvor jeg var så uheldig at gå på. Jeg siger uheldig, da jeg ellers var glad for skolen, men religionsfaget blev aldrig min kop the og Fru Frølich gjorde sit til, at det ikke ændrede sig i resten af min skoletid. Vi var en del, der hver torsdag håbede på at høre hende beklage, at hun stoppede som lærer. Det skete ikke.

Frøken Frølich var som sagt en ældre dame, ikke så høj og så gik hun med stok. Hun var frøken, som betyder, at hun var ugift. Hun havde ingen mand og når man dengang blev kaldt Frøken, var det fordi, at hun aldrig havde været gift. I dag bruger man ikke så meget at kalde folk Hr, Fru eller Frøken, men i gamle dage, var det helt almindeligt og høfligt. Kan du forestille dig, at kalde din lærer Fru Jensen? Nej, vel.

Frøken Frølich gik altså med stok, fordi hun var dårligt gående, men vi elever var bange for, hvad hun ellers kunne finde på at bruge stokken til. Når hun forklarede noget, som hun selv fandt vigtigt, og det var stort set det hele, fægtede hun nemlig faretruende med stokken, og det var endnu mindre rart at være den, som sad tættest på hende. Religionstimerne var meget alvorlige, hvor pjat og pjank ikke var velkomment. Som eksempel kan jeg fortælle, at vi stod op på lige rækker ved siden af vores borde, når vi terpede salmer. Om og om igen. Der var ingen Rasmus Rapand eller Bamse og Kylling sange. Hun lagde straks mærke til, hvis man bare mumlede ordene i stedet for at synge dem. Stokken hakkede ekstra ned i gulvet, når hun nærmede sig og pegepinden i den anden hånd svirpede mod hvert bord. Jeg siger dig, det var lige til at blive svimmel af. Lektierne i religion var altid mindst 10 salmevers, som vi skulle øve derhjemme og kunne udenad til ugen efter. Eller måske kun 8 vers…

I vores klasse var der de frække drenge, de dygtige drenge, de søde piger, og de generte piger og drenge. Det er nok en af de ting, som ikke har ændret sig. De frække drenge var de sjoveste at være sammen med. I min klasse, var det Simon og Kristian, der næsten hver religionstime fik et par slag af pegepinden, hvis de ikke kunne svare på et spørgsmål. ”Skal du være fræk?” spurgte Frøken Frølich så, også selv om de ingenting sagde. Eller hun kunne lægge pegepinden og dreje deres øre så meget, at det blev helt rødt og de måtte løfte sig fra stolen, fordi hun hev opad. Så kunne hun finde på at sige sådan noget som ”Skal du være flabet?” eller ”Så kan du måske lære det”. Det kunne være, hvis de svarede ”Jeg ved det ikke”. Det var ikke nemt at vide, om man skulle tie stille eller forsøge at forklare sig, for lige galt var det. Engang blev jeg bedt om at sige 2-3 vers højt, og da jeg nåede til det sidste, kunne jeg ikke huske de sidste 2 linjer. Jeg kiggede ned i gulvet og frygtede det værste. Frøken Frølich ventede tålmodigt, og jeg er sikker på, at klassen sad med store øjne og åben mund, for hvad ville der nu ske. Jeg kunne altid versene, for jeg turde ikke andet. Men den dag, hvor jeg stod og svedte af skræk, overvejede jeg om jeg skulle blive ved med at tie stille eller jeg skulle prøve at gætte teksten. Jeg overvejede også om jeg helst ville vrides i øret eller slås med pinden, men pludselig sukkede Frøken Frølich højlydt, rystede opgivende på hovedet og gik tilbage til tavlen. Pyh ha, jeg var redet for denne gang.

Nogle af drengene fik den ide, at vi skulle lave sjov med Frøken Frølich. Jeg siger ikke, hvem det var, men måske du kan gætte. Nu tænker du nok, at Frøkenen ikke var sådan en, man lavede sjov med, og du har ganske ret. Men det syntes mine klassekammerater var endnu mere sjovt. Det blev samtaleemne for hele klassen i et par uger, hvor mange ideer blev forelagt og gennemtænkt. Aldrig før havde klassen været tættere med hinanden, end da vi planlagde at lave sjov med vores religionslærer. Der var den helt klassiske med en spand vand sat i spænd foroven på døren, men det turde ingen af os trods alt. Nogen foreslog tegnestifter på hendes stol, men den idé turde vi heller ikke. Men en dag blev ideen foreslået med at optage hendes stemme, når hun højtideligt sang en ny salme for os. Det var hver gang som at være til søndags prædike i kirken. Vi sad ærefrygtigt og stirrede på hende. Hun sang falsk og skingert, men hun kunne versene udenad. Den ros skal hun have. Den eneste i klassen, som havde mod til at protestere, var Frederik. Han var klassens absolut dygtigste dreng. Han kunne alt! Frederik havde alting rigtigt og afleverede aldrig opgaverne for sent. Han havde altid et svar og var flink og høflig. Frederik blev ikke beskidt i frikvartererne som de andre drenge kunne blive. Han gik altid i skjorte, som var knappet helt op i halsen. Han kunne dog ikke sige nej, når en af drengene spurgte, om han måtte se efter og skrive regnestykkerne af, så der var faktisk noget, han ikke kunne. Nå, men Frederik ville ikke være med og sagde det højt, også selv om han var genert. Det var sejt. Jeg ville heller ikke være med, men turde ikke sige det. Desuden syntes jeg, at det var en lille bitte smule spændende. Ideen blev vendt og drejet og kassettebåndoptageren skulle tapes fast under bordet lige foran katederet. Det er lærerens bord. Kan du regne ud, hvem der sad ved dette bord? En af de frække drenge? Nej. Det gjorde jeg. Skræk og ve. Jeg skulle på det rigtige tidspunkt række ned under bordet og trykke på startknappen for at optage. Den sagde et klik, når der blev trykket ned og båndoptageren hvæsede lige så stille, men det satsede vi på, at sangen ville overdøve. Du må spørge en voksen, hvad en kassettebåndoptager er, hvis du ikke ved det.

Jeg var skrækslagen. Det var mig, der havde medbragt min kassettebåndoptager. Den jeg fik i konfirmationsgave. Og det var mig, som skulle trykke på knappen. Jeg aner ikke, hvor jeg fik modet fra, men et gæt er, at jeg gerne ville hjælpe de drenge, som var blevet uretfærdigt behandlet uge efter uge.

Der skete dog det uheldige, eller heldige, at jeg fumlede og tapen ikke var stærk nok til at holde båndoptageren, så hele arrangementet gik i vasken, da båndoptageren faldt ned og lavede et spektakel uden lige. Jeg var en kylling og lod som om, jeg ikke vidste, den havde siddet der, og du kan nok regne ud, hvor gal og hidsig Frøken Frølich blev. Hun kunne slet ikke tale, så gal var hun. Hun kunne nok regne ud, hvad vi havde haft i sinde. Hun marcherede ud af klassen før tiden var gået, og hun kom ikke tilbage den time. Vores klasselærer kom til og skældte os ud, men han var ikke rigtig gal, det var vi alle enige om bagefter.

Resten af skoleåret var vi eksemplariske i religionstimerne. Ingen lavede ansigter bag hendes ryg og alle gjorde deres bedste i at huske salmeversene. Jeg selv var from som et lam. Man skulle tro, at jeg fremover holdt mig langt fra religion og salmer, men sådan er det ikke. Der er meget interessant at lære om religioner og særligt, hvis du kan finde en at tale med om tingene. Så er der masser af gode religionshistorier. Derimod blev jeg ikke god til at huske salmevers, selv om man nok skulle tro det, med en stok og pind svirpende rundt i luften. Tvært imod har jeg siden haft svært ved at lære udenad. Det er som om, jeg hele tiden skal dukke mig, hvis jeg ikke kan huske ord og sætninger. Så sådan kan det gå.

Undskyld Frøken Frølich.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *