Bermuda-trekanten og brev hjem

”Kære mor og søskende

Jeg vil gerne hjem. Måske ikke alligevel. Dette sted er det mest vanvittige, jeg nogensinde har været med til. Vi er én person for lidt i køkkenet, og jeg havde 4 overarbejdstimer i sidste uge, altså 67 timer i alt. Jeg er på en måde begyndt at vænne mig til forholdene om bord. Alle er flinke, også officererne som en sjælden gang taler med os andre. Enten arbejder vi, er på land eller deltager i arrangementer, som hele tiden foregår. Jeg kan gratis gå til gymnastik, bankospil, gå i biografen, til folkedans eller småfester.

Jeg er glad for at tale med nordmænd og svenskere. Det går fint med at forstå hinanden. Andre taler jeg engelsk eller tysk med. Men selve arbejdet er uden overdrivelse helt forrykt. Jeg mente ellers, at jeg er sejlivet hvad angår hårdt arbejde fra Tivolitiden, men dette overgår alt. Jeg er ikke sikker på, at jeg klarer et halvt år på denne måde. Jeg tænker hele tiden på, at det om få dage vil være for sent at sige op, og jeg så hænger på det halve år. Det er rædselsfuldt. Det gør ondt i fødderne, når jeg går og min ryg føles som et slidt vaskebræt. Jeg har snart intet rent tøj at tage på, og jeg ved ikke, hvornår jeg får tid at vaske. Jeg har heller ikke råd til at købe vaskepulver. Folk taler om, at man kan spare penge op af lønnen. Det er rigtig nok, for der er ikke de store muligheder for at bruge lønnen andet end på land, hvor vi kun opholder os i ganske få timer, hvis vi overhovedet kommer fra borde.

Jeg vil så gerne se Mexico, Canada og Alaska, men hvordan jeg skal nå dertil, ved jeg ikke. Vi har siden jeg ankom været til 4 lifeboat øvelser. Det handler om sikkerhed, hvis en ulykke sker på skibet. Vi har alle en plads, hvor vi skal stille os op og en opgave at udføre, som drejer sig om passagerernes sikkerhed. På vores kahyt har vi hver vores redningsvest, og det er selvfølgelig godt nok. En dag blev vi hejst ned i redningsbådene, som hænger på siden af skibet og skulle ro ud i rum sø. Bare for at afprøve om det fungerede. Mange passagerer stod på skibet og råbte til os, hvor synd det var for os, at vi skulle bruge tid på det. Temmelig absurd.

Vi har lagt til ved 5 øer den sidste uges tid, men kun kort tid ad gangen. Det flyder lidt ud, når man befinder sig i køkkenet hele tiden. Men i morgen ankommer vi til Bermuda og åhh, det bliver godt.

Der var gallabuffet i dag med kæmpestore anretninger på spejle, der er nok 4-5 meter lange. Det ser fantastisk ud, men også en stor gang mad væltet ovenpå hinanden. Mange farver, men det er bestemt ikke ”Divan 2” mad som i Tivoli.

Klokken er mange. Jeg sidder i min køje og skal møde i morgen tidlig kl. 6, men det er så dejligt at være alene for en gangs skyld. Helle har pindemadsvagt.

I spørger nok om jeg har det godt? Jo, det har jeg vel, især når jeg tænker på jer, men får hjemve og bliver trist.

Har jeg fået skattepenge tilbage?

Jeg er meget træt. Sov kun 3 timer sidste nat. Skriver snart igen, eller kommer hjem.”

 Det var brev fra en ung og meget træt pige langt hjemmefra. Noget usammenhængende og ikke særlig opløftende at modtage hjemme i Danmark. Heldigvis blev det aldrig sendt.

Om natten blev det så varmt, at jeg vågnede badet i sved. Der var noget galt. Lydene var anderledes, og der hørtes svage stemmer fra gangene på den anden side af døren. Helle lå ikke i hendes køje, og jeg stod op og trak i en tynd kjole. Ude på gangen gik crewet stille rundt og talte med lave stemmer. Jeg forstod snart, at 2 af skibets 4 motorer var gået ud og ventilationen var ude af funktion. På et stort skib, går der ikke længe, før det er kvælende varmt. Vi var i færd med at sejle over Bermudatrekanten. På en eller anden måde var stemningen om bord magisk, mystisk og hemmelighedsfuldt. Alle de “gamle”, garvede crew hviskede indforstået med hinanden, men tog sig tid til at tale med alle, der havde spørgsmål. Vi havde hele tiden været som én stor familie, men denne nat blev det meget tydeligt, at vi alle var i samme båd, sådan helt bogstaveligt. Jeg vidste, at jeg ikke fik sovet mere i kahytten den nat og gik tilbage for at hente min pude.

Oppe på dækket, for passagererne vel at mærke, var der ro og en stjernehimmel så vidunderlig, at tårerne trillede. Ømme fødder og ryg til trods, var natten uvirkelig og vidunderlig. Der er så mange historier om Bermudatrekanten, men jeg var ikke bange. Jeg var en lille bitte brik i det store og stolede på, at alt var godt eller blev det. Jeg fandt en liggestol og et tæppe og kiggede stjerner indtil øjnene lukkede i og først åbnede sig, da jeg mærkede stænk af vand fra slangen, der spulede dækket. Jeg nåede lige at være omklædt i køkkenet til tiden.

Vi sank ikke og ingen sømænd forsvandt i havet. Om havfruerne sang, skal jeg ikke kunne sige, men motorerne blev repareret og Bermuda var lige så fantastisk som det forlyder.

Men hvorfor mon, der var maskinproblemer netop der og ikke tidligere eller siden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: