Boganmeldelse Mord i Mårup

Boganmeldelse på titlen Mord i Mårup af Lena Jo Hursh.

Dette er den sidste bog i trilogien om Lisbeth Møldrups liv som tilflytter på øen Samsø. Et sted som mange forbinder med ro, fred og ren idyl. Som titlen røber, er dette ikke nødvendigvis tilfældet.

Vi er igen i selskab med Lisbeth Møldrup, der efterhånden har skabt sig en rolig tilværelse på Samsø med hendes hund, et job hun er glad for og gode mennesker omkring sig. På trods af en dramatisk begyndelse som øboer med løgne og mord, er Lisbeth fortsat glad for sit liv med fast base i et lille, hyggeligt hus.

Alle tre bøger kan læses selvstændigt, men man vil få mest ud af først at læse Mord i Pillemark, Mord i Ballen Brugs og sidst Mord i Mårup. Der er en fin rød tråd gennem bøgerne, med personkarakteristikker og beskrivelser af flere steder på øen.

Det er en fornøjelse at læse trilogien, som er krimi-light pænt pakket ind i naturbeskrivelser og livet på Samsø set med Lisbeths øjne. Forfatteren træder ind i forskellige personkarakterer, hvilket giver historien liv og kulør. Som læser får man indblik i Lena Jo Hursh forståelse for mennesker, vaner og tankegange.

Mord i Mårup er klart den bedste bog af de tre. Skrivestilen er pudset af, og der er færre maleriske naturafsnit og mindre snak om frisurer og rødvin end i de to første bøger. Det klæder historien.

Hånden på hjertet er Lisbeth Møldrup en irriterende type. Lidt for emsig, lidt for travl, overordnet lidt for meget, men det er naturligvis en smagssag og tegn på, at forfatteren rammer noget om end appellerende til forskellige mennesker.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner, da en ellers god historie pakkes ind i for meget hygge-ligegyldigheder og gentagelser særligt omkring geografien.

Er du til en god historie, der foregår på Samsø, så læs bogen, der på trods får en varm anbefaling.

Bogen er udgivet hos Forfatterskabet.dk

Boganmeldelsen kan læses på Saxo.com og Goodreads.com

Tak for læsning og tillid til boganmeldelse.

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: