Bomuldsgarn

Lidt om at hækle rundt. 

Lige siden jeg kom hjem med Fraya garn, har jeg glædet mig til at give mig i kast med bomuldsgarnet. Den oprindelige plan var at strikke og hækle stribede slanger til børneværelset, men i takt med at arbejdet skred frem i uld- og mohairgarn, blev jeg enig med mig selv om, at slangerne skulle udskiftes med indkøbsnet. De passer bedre ind i serien og er oppe i tiden netop nu, hvor fokus er på bæredygtighed og genbrug. Jeg havde glædet mig til slangerne, men beslutningen om indkøbsnet gav en ro og følelse af at være rigtig.

For nylig har jeg hæklet en del, så jeg begyndte på strik på rundpind. Mine “gode” rundpindesæt er allerede optaget af andre projekter, så jeg måtte ty til ældre. Da det er uvæsentligt om nettet bliver 20 eller 40 cm bredt, laver jeg ikke strikkeprøve. Jeg fornemmer dog, at det strikkede net mere bliver i muleposestørrelse end et net. Det gør ingenting. Jeg hækler blot en pose i nogenlunde samme størrelse, så jeg viser de to eksempler. Jeg er så heldig at have rigelig med garn til et par net også.

Mens jeg strikker og hækler, åbnes en parallel kanal, hvor jeg forestiller mig billeder af det færdige resultat. Jeg lader fantasien feje rundt mellem fotomotiver. Udendørs, indenfor, i butikslokaler, mennesker og billederne er med til at fremskynde arbejdet, da jeg glæder mig til at se det færdigt. I skrivende stund ser jeg mine indkøbsnet og muleposer hænge på en knagerække side om side. Synet af bomuldsarbejde på række er noget, der instinktivt bringer smilet frem på læben. Det er et skønt syn. Herunder ses nogle af mine tidligere klude i bomuldsgarn.

Egentlig ville jeg bare nævne, at ligesom du kan strikke rundt på en rundpind, er det også muligt at hækle rundt. Når du har slået luftmasker op i den længde eller bredde, du har brug for, samler du enderne og hækler dem sammen og derefter kører det bare rundt og rundt. For at undgå faren ved at snoren snor sig, hækler jeg altid den første række helt almindeligt, hvorefter jeg samler enderne og hækler sammen. Det lille split, som opstår ved ikke at hækle sammen fra begyndelsen, udligner jeg, når jeg hæfter enden. Når man strikker eller hækler rundt og rundt, opstår der næsten en form for meditativ tilstand. Arbejdet er monotont og uden stres, mens strikke- og hækleglæden er intakt.

Der gik ikke længe med strikken i går, før mine hænder dirrede og sov. Derfor skiftede jeg til hækling, men det hjalp dog ikke stort. Jeg må vise billeder, når jeg er nået længere i arbejdet. I stedet får du billedet af nok den eneste skuldertaske, jeg har strikket i bomuldsgarn. Skulderemmen er hæklet og tasken er blød og fin.

Leave a Reply

%d bloggers like this: