Brev til M

Kære M

For noget tid siden talte vi om, hvilket indtryk vi gør på andre mennesker. Du drejede dig mod mig og udbrød spontant: ”Det kunne være sjovt, hvis man kunne få at vide, hvad andre mennesker tænker om en.” Jeg smilede og nikkede som svar, for det er en pudsig tanke, men vi drøftede det ikke yderligere. Dog tror jeg, at det var noget, du havde tænkt på før og som måske godt kunne fylde en del i hovedet. Men det er naturligvis kun mine egne gisninger og ikke fakta, som du så ganske rigtig en gang imellem minder mig om, hvis jeg er lidt hurtig med at drage konklusioner. Sådan er du nemlig. Du har erfaret, at der kan være langt fra indtryk til virkelighed.  

Jeg så dig første gang på et billede og tænkte, at du så ud til at være et menneske, jeg kunne tale med. Hvad der ligger i det, er jeg ikke klar omkring. Men jeg ville kunne tale med dig, hvilket var vigtigt. Så lignede du en, der var din egen. Du så ud til at have et roligt sind, men også et menneske, der ville dreje om på hælen, hvis du landede i en situation, du ikke brød dig om eller havde lyst til at være i. Du ville lige så stille vende om og trække dig. Sådan var mit indtryk af dig ud fra dit billede. Nå jo, og så var du cool at se på. Du var pæn, men det er udtrykket cool, som dukker op hos mig.

Det næste indtryk jeg fik var gennem kortvarigt skriveri om tilfældige og i bund og grund ligegyldige ting, men som udelukkende havde til formål at gøre mig tryg til et eventuelt møde med dig. Sådan noget, der ikke nævnes højt, men du fornemmede mit behov for denne periode med at stikke en føler i jorden. Jeg tror måske, at det samme gjaldt for dig. Du var afslappet og venligt afventende, mens du dannede dig indtryk af billedet ”dig og mig.”

Da vi mødtes, var min første tanke, at du var præcis så cool som på billedet. Skarp at se på, og et menneske så venligt som det kan blive. Nu lang tid senere er det stadig mit indtryk.

Jeg har en ide om, at da du udtrykte ønsket om at kende til folks indtryk af dig, tænkte du på fremmede mennesker, som ikke kender dig. Men igen er det kun min egen ide, som måske er helt forkert. Nu kender jeg dig bedre, og ved ikke om jeg er den rette til at ytre mig, men jeg er allerede i gang, så mon ikke det går.

For jeg kender dig og så alligevel ikke. Du virker på en gang åben for nye mennesker, men samtidig er mit indtryk, at du passer på dig selv og ikke deler ud af dig selv til hvem som helst. Jeg opfatter det, som om du gerne vil tage del i nye oplevelser og også gerne med for dig nye mennesker, men helst med en usynlig distance. Mit gæt er, at du ikke er interesseret i, at mennesker kommer for tæt på dig. Mit gæt er også, at du ikke har lyst til at andre bliver afhængige af dig. Siden du er et menneske, der er nemt at holde af, er der stor risiko for at præcis dette sker.

For lige til sidst at gå fra mine indtryk til det jeg ved, så er du i mine øjne sjældent behagelig at være sammen med. Det er på ingen måde svært. Vi taler, griner, smiler og holder mund sammen uden, at det er akavet. Når du en gang imellem tager min hånd for at vise mig noget, er det som at træde i en blød sky, og jeg ved godt, at det er plat, men det er det billede, jeg får hver eneste gang. Jeg går gerne med dig, så længe du holder min hånd. I øvrigt tror jeg, at det er en ”ting”, du gør med mennesker. Tager dem let i hånden for at vise vejen. Der må være andre end jeg, der mærker trygheden ved denne gestus. Du er et dejligt menneske, og jeg ville om muligt til enhver tid gentage et første møde med dig. Tak for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *