Butik i Cafe Aasen, Køge

Lørdagsbesøg i Cafe Aasen

Billedet er taget i dag på Aasen i Køge. For dig, der ikke er fra Køge eller omegnen, er Aasen navnet på skoven, som ligger bare 1 km fra Køge Centrum. Grundtvig ligger begravet på Aasen.

Men der ligger også en gammel staldbygning, der i dag drives som Café og galleri. Jeg lejer et chatol i øjeblikket, hvor jeg udstiller håndarbejde til salg. Jeg kommer ikke forbi hver weekend, men i dag kiggede jeg ind og havde nye bogmærker med mig. Bogmærkerne er en blanding af broderi, patchwork og hæklede. Jeg medbragte også nye stofposer med jule-touch i form af engle, snemænd og hjerter.

Så snart jeg kørte derfra, vidste jeg, at jeg må tilbage i morgen. Der skal være færre ting på chatollet. Lige nu er det et stort rod. Det har det faktisk været hele tiden, men jeg lod mig overbevise om, at det var helt fint og godt, at der var noget at vælge imellem. Præcis dette emne er noget, jeg har en dårlig oplevelse med for mange år tilbage, hvor jeg havde en butik i Køge centrum. Jeg ønskede dengang ikke en butik, som lignede en billig butik med ting og sager overalt uden en rød tråd. Senere måtte jeg sande, at netop det var medårsag til, at der ikke kom nok handlende ind i butikken. Den virkede simpelt hen for enkel. Mit stædige princip var med til, at jeg lukkede butikken efter et år. Virkelig dumt når nu jeg havde masser af varer ude i baglokalet. Retfærdighedsvis skal tilføjes at butikkens beliggenhed ikke var den bedste.

Men for lidt og for meget, som man siger. I morgen tynder jeg ud og arrangerer i grupperinger. Så må vi se, om det gør en forskel i salgstallene.

Skuldersjalet på forsiden er hæklet i uldgarn med stangmasker.

Leave a Reply

%d bloggers like this: