Caribien, Panamakanalen, Canada og Alaska

Mit Sagafjord 

 I 1987 tog jeg som 24 årig ud at sejle med en luksusliner, som hed Sagafjord. Sagafjord var norsk ejet, og vi sejlede under Panamaflag.  Det er sådan noget man gør i den maritime verden.

 Jeg tog ud at sejle, fordi en veninde havde prøvet det og talte varmt om det. Hun sendte mig tætskrevne breve på tyndt, lyseblåt luftpostpapir, foldet ned i den samme type kuvert. Portoen var billigere på denne måde. Jeg blev inspireret af min venindes beskrivelser af stederne hun besøgte, så jeg besluttede at forsøge at komme af sted. Birgitte, som min veninde hed, sejlede med Vistafjord, som var søsterskib til Sagafjord. Første gang fik jeg afslag, men blev opfordret til at få søfartspapirerne i orden, hvis de pludselig fik brug for mig. Jeg gik derfor til lægen og fik dokumentation på, at jeg var rask og fuld arbejdsdygtig. Der var også andre papirer, men jeg husker ikke detaljerne omkring dem.

Der gik ikke længe inden jeg fik brev med mulighed for hyre på Skibet Sagafjord.

Da jeg ankom til Fort Lauderdale i Miami, Florida lå begge skibe i samme havn, men jeg fik ikke mulighed for at mødes med Birgitte.  

M/S Sagafjord

Mit første indtryk af skibet var en form for benovelse. Skibet var stort og gedigent og det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg gik om bord første gang. Alt skinnede og trægulvene gengav en hul lyd. Det var som at træde ind i et kæmpe hjem, hvor alle havde deres pladser og opgaver. Vi blev hurtigt vist ned af smalle og stejle trapper. Ned og lidt længere ned og så lige et par etager længere ned. Trapperne skulle blive nøglen mellem samtlige aktiviteter om bord. Utallige gange gik jeg op og ned, imens skibet sejlede og lejrede en vuggende bevægelse i kroppen. Jeg husker, at det var sjovt at gå i raskt tempo ned af trapperne, mens jeg holdt godt fast i gelænderet. Hvis vi var i rum sø var det ekstra sjovt, når skibet fulgte de store bølger. De sidste par trappetrin kunne man hoppe ned til dørken, som svarer til gulvet indendørs i et hus. Udendørs på skibet hedder det dækket.  

Nede på dæk minus 7 snirklede smalle gange sig med døre til alle sider og kroge. Her skulle jeg bo sammen med en anden dansk pige i kahyt med en køjeseng plus en ekstra briks, som vi brugte til sofa. Jeg vil skyde på, at kahytten var 6-7 kvadratmeter, i hvert fald ikke ret stort. Jeg fik tildelt den øverste køje. På vej hen til min kahyt havde jeg passeret flere kahytter, hvor dørene stod åbne. Da det var store skiftedag for crewet, (personalet), var der mennesker alle vegne. Nogle vendte retur efter 2 måneders ferie og nåede netop at ønske andre god tur hjem. Luften var tæt og varm. Da jeg kiggede ind i min kahyt første gang, tøvede jeg. Først her gik virkeligheden op for mig. Skulle jeg derind? Jeg gik selvfølgelig ind og hilste på min nye kahytmakker, Helle, og et par stykker mere, som hun havde på besøg. De bad mig om at rykke mig, så døren kunne lukkes og jeg erindrer tydeligt det ryk indeni mig, da klaustrofobifølelsen overmandede mig. Hvis alt gik vel det næste halve år, skulle jeg sove herinde hver eneste nat. Rummet var som et kosteskab.

Billedet er et udmærket eksempel på, at vi mennesker indordner os, når der ikke er andre valg. At sige fra og rejse hjem var ikke en mulighed. Så jeg blev og lærte at holde af vores kosteskab. Min seng var mit private sted. 

De næste måneder blev uforglemmelige. Jeg var sikker på, at jeg havde lært at arbejde som en hest 5 sæsoner i Tivoli, men Sagafjord bød på et ekstra gear. I kontrakten havde jeg skrevet under på, at jeg skulle arbejde mindst 63 timer ugentlig uden fridage i et halvt år. Det er jo helt urimeligt, men sådan var det ikke desto mindre, og vi arbejdede flere timer end det. Trætheden blev efter et par uger den nærmeste ven, og jeg lærte faktisk at stå op og sove nogle få minutter, mens jeg ventede på et eller andet. Jeg tror, at man skal have oplevet noget lignende, for at forstå det helt, men hver en pause talte. Jeg arbejdede naturligvis i det kolde køkken og jeg lyver ikke, når jeg siger, vi lavede mad hele tiden. Gæsterne ombord havde mulighed for at spise med få timers mellemrum og hele scenariet blev rullet ud hver gang. Hovedmåltider og mellemmåltider i et væk. 

Jeg påmønstrede i Fort Lauderdale, Miami, hvorfra vi sejlede ud i det Caribiske hav mellem 10 dage og 3 uger for at stævne ind i Fort Lauderdales havn igen. Hver dag lagde vi til en ny ø. Denne sløjfe sejlede vi en lille håndfuld gange, men hver gang til nye eksotiske øer, den ene mere smuk end den anden. Crewet, fik i bedste fald nogle få timer i hver havn, hvor vi pænt ventede på, at gæsterne trippede ned ad landgangsbroen, inden vi fik lov. Men hvilken frihed at slippe køkkenknivene og hele buffetræset og danse ned på land og opleve en smule luksus, ja hele meningen med at tage af sted. Det var et orgie af indtryk.

Efter Caribien begyndte et nyt kapitel, som tog form så snart vi stævnede Panamakanalen. Panamakanalen forbinder Stillehavet og Atlanterhavet. Her er en helt særlig og dæmpet stemning, som har oprindelse i den høje luftfugtighed, som gør at alle sænker tempoet, samt alvoren i at skulle passere den smalle kanal. Der kan berettes et fyldestgørende afsnit om Panamakanalen, hvilket jeg ikke vil trætte med her, men noget særligt var det at være om bord og få et par timer fri til at betragte denne menneskeskabte kanal i funktion. Det tager et typisk handelsskib ca. 9 timer at passere kanalen, hvilket svarer fint til min hukommelse af min luksusliner. Det foregik i langsomt tempo gennem kanalen, mens Panamamennesker var om bord for at styre gennemfarten. Vi måtte ikke tale til dem eller gå i vejen.

Jeg sejlede med op til Vancouver i Canada, hvor jeg sagde op. Sat på spidsen var jeg klar til at svømme hjem. De 6 måneder var ikke gået, men jeg var gennemtræt og savnede fast grund under fødderne samt at være alene. En luksus, der ikke er muligt om bord på et skib. Heldigvis blev jeg overtalt til at sejle med op omkring Alaska, hvilket jeg er uendelig taknemmelig for. Jeg kommer tilbage til Canada og Alaska på et tidspunkt, for begge steder er unikke og fortjener længere besøg end de få timer, jeg oplevede i hver havn. Wau, et landskab oppe i Alaska! Totempæle og savsmuld på gulvene i barerne, sikkert til ære for sådan en som mig, men hold nu op, hvor var det en stor oplevelse. Ikke så meget pjat, på med lufferne og take it or leave it… det var stemningen jeg mærkede overalt. Kontrasterne er store mellem det fine guld hos guldsmedene og det dybe iskolde hav, som hele tiden dominere. Selv om jeg kun så havnebyer, fik jeg en klar fornemmelse af, at livet deroppe ikke er bare lige. Små rutefly fragter mennesker og fødevarer mellem bygderne. Naturen er kæmpestor og vild, ikke til at spøge med. Overlevelse har en anden betydning end så mange andre steder. Deroppe var jeg et lille menneske i en rå verdensdel. Ydmygheden indfinder sig naturligt.

Tilbage i Vancouver afmønstrede jeg og brød mine rejseprincipper om ikke at have mere bagage end jeg selv kan bære. Det var, trods eget valg, en ensom fornemmelse at sidde på de sprængfyldte kufferter på havnekanten og se mit skib sejle uden mig. Min Sagafjordfamilie rejste, jeg blev forladt.

Hvad der dernæst skete, er et andet eventyr, som måske kommer en anden dag.

Tryk på billederne for at forstørre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: