Dag 3 – Spisevaner og Vanens Magt

Hej igen på dag 3.

Der blev vist interesse i går på min idé med de 7 emnedage. Det er både dejligt, men også skræmmende ikke at vide, hvem der læser med. Det er i hvert fald helt fremmed for mig, og jeg føler mig på dybt vand. Mit håb er at finde mig til rette og kunne slappe af ved at poste frit fra leveren. Vi får se. Der skal nok være emner, jeg ikke har modet til at skrive om, men det kunne være vildt, hvis frygtløsheden tager over. Sent i aftes fik jeg den tanke, at jeg kørte i 4. gear, hvor 5. ville være at gå i selvsving. I dag tager jeg det i 2., max 3. gear. Jeg har ikke lyst at køre galt.

Min plan med den udskårede melon virkede. På vej hjem fra arbejde kom jeg i tanke om den kolde melon, som ventede i køleskabet, klar til at spise. Den enkle plan med at være et skridt foran så at sige, er en god plan. Næste kunst bliver at vedligeholde planen. Dagligt huske på, at gøre noget fornuftigt snack klar til dagen efter eller senest om morgenen. Det er ikke realistisk for mig at skulle gøre andet end de faste rutiner om morgenen, så det skal være dagen før. Nu er det nedskrevet og delt ud i verden.

Det virkede som sagt i går eftermiddags med melonen, men dagen sluttede ikke der. Som læser kan du nok regne ud, hvor det bærer hen, ikke sandt? Det kunne have været værre, men skuffer og skabe er desværre ikke ryddet for tomme kalorier. Endnu. Jeg blev mindet om, hvor meget vanemenneske jeg er. Bevægelsen hen til et køkkenskab er skabt af mange tidligere ens situationer. Der bliver overhovedet ikke overvejet en anden mulighed. Andre tidspunkter, hvor kagedepoterne derimod har været tomme, har jeg søgt de samme skuffer og hylder op til adskillige gange på en dag. Velvidende at der intet var, men vanen styrede bevægelserne. Det er lidt vildt. Håbet toner dog frem oveni disse billeder af en halvdesperat kvinde på jagt efter noget sødt. Der er nemlig tidspunkter, hvor vanen brydes og nærmest uden at tænke over det. Hvornår er det så sket?

Det er f.eks. sket, når de vandte rammer er udskiftet med en anden lokalitet. Hvis jeg er på ferie hjemmefra, skænker jeg det ikke en tanke. Mine køkken-skabe og skuffer er langt væk, og jeg ER, hvor jeg nu er. At snuppe en småkage er ikke muligt og derfor ikke-eksisterende oppe i hovedet. Jeg får en association til en lignende situation for nylig i Rom. Her drejede det sig om noget, jeg var nødt til at gøre, fordi der ikke var anden udvej. Episoden er på en måde omvendt dette emne om at undgå, men jeg fortæller alligevel om det.

Jeg ankom til mit B&B overnatningssted og det viste sig, at det lå på 5. sal i en bygning bag bygningen ud til gaden, hvor jeg var kommet ind. Jeg er ikke glad ved højder. Da jeg stod oppe på 5. sal og så den smalle gangbro fritsvævende mellem de to bygninger, måtte jeg sætte min kuffert og bare glo. Hele min krop var på en måde aktiveret. Jeg stod der nok et minuts tid, hvor jeg hurtigt gennemgik min position. Jeg havde ikke råd til at booke et nyt værelse et andet sted. Jeg skulle mindst over gangbroen 2 gange dagligt de næste 4 dage. Det hjalp ikke at græde, søge hjælp eller noget som helst andet. Jeg var nødt til at bide frygten i mig og gå over. Jeg kunne lige så godt krydse den første gang af, ud af de 10-15 gange, jeg havde foran mig. Jeg var hunderæd, men jeg kom over. På dag 2, da jeg kom hjem om aftenen efter en lang dag i byen, var det ikke nær så slemt som dagen før. Min strategi var, at jeg ikke kiggede ned, men fremad. Der var ca. 8 skridt over den tussegamle gangbro.

Konklusionen er, at vanen har stor magt, men den kan brydes og tankerne i hovedet kan omrokeres og danne nye, gode vaner. Hurra for det. Endnu en konklusion er, at små skridt også har ret, selv om jeg går ind for en kold tyrker.

Tak for ordet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: