De Små Sager på en søndag

Rod og stress eller Kreativitet og ro? 

Mit spisebord roder stressende meget. Jeg skal rydde op lige om lidt. Men faldt i staver over nogle fine nålebøger på Pinterest, skrev et opslag på Instagram om alle de små sager, ro, og at gøre unødvendige ting. Tiden går og min plan var egentlig at være lidt i haven i dag og trække de første 100 mælkebøtter op inden de slår at for meget rødder. Men nu regner det. Mine ruder er nypudsede og et enkelt stearinlys blafrer svagt i køkkenvinduet. Alt er vist nok godt.

Men mine tanker flagrer rundt i disse dage. Jeg synes, jeg mærker en tvivl på mange ting. Tvivl om jeg kan leve op til de mange forventninger på mit job. Tvivl om jeg burde bruge min tid – mit liv, på noget helt andet end alt det håndarbejde. Tvivl om, hvorfor jeg stadig – næsten altid – har mere end et job. Hvad skal det til for?

Jeg har spekuleret lidt over, hvad der ville ske, hvis jeg pakkede ALT håndarbejde og materialer helt væk. Satte alting på loftet fx. Hvordan ville det føles? Noget af det ville være ok, fordi jeg ikke bruger det særlig tit, men det ville være svært med rigtig meget andet. Alt mit garn og stof. Det ville være mærkeligt og forkert, tror jeg. Men tanken er sjov at lege med, fordi jeg godt ved, at det er sundt at tømme hovedet og slippe vaner. I det store hele gør jeg det samme hver dag, hver uge igen og igen. Det er jo faktisk ikke sådan, jeg er glad for at leve. Eller jeg ved, hvor meget energi det giver at GØRE NOGET ANDET, bare en gang imellem. I øjeblikket er jeg flad, flad og har svært ved at se, hvornår tingene bliver bedre. Jo til sommerferien. Der er vist ca. 9 uger til. 9 uger fyldt med elevsamtaler, elevplaner, tests, projekter på tværs af det ene og det andet, møder til dit dut og datten, skolehjemsamtaler, opdragelse og det bliver ved uendeligt. Ind imellem alt dette fylder en masse hensyn til mennesker, som på nogle dage er alt for meget. Jeg ønsker, at de næste uger frem til sommerferien bliver gode, hvor jeg når de ting, jeg har ansvaret for, men også har tid til min primære arbejdsopgave; at undervise mine elever på en god og rolig måde. Jeg tillader mig også at ønske mig en fritid, hvor jeg ikke er fuldstændig mørbanket og må sove inden jeg går i seng om aftenen. Det er store ønsker, men sådan jeg ønsker mig det de næste 9-11 uger.

NÅ! Det blev vist en gang vand ud af ørerne. Jeg ville faktisk vise fredag aftens og lørdagens dimseri med tekstil, alt imens jeg så en serie på Netflix. Noget om organkriminalitet godt indpakket i romancer og intriger samt mord. Sådan kan man også bruge sin lørdag aften.

Men her kommer lidt fotos.

Leave a Reply

%d bloggers like this: