#Den står mine bekendelser bi

Da jeg var en lille pige, kunne jeg føle mig som en lille bitte flue eller mariehøne. Min alder har nok været et sted mellem 4 og 6 år. Jeg følte mig meget lille, nærmest usynlig. I hvert fald let at overse. Sådan er det ikke længere, men jeg husker følelsen, og jeg bilder mig ind, at jeg kan genkende den fra tid til anden hos yngre børn. Men det er en anden historie. 

Der skal ikke den store psykologikendskab til at tolke på billedet af en lille pige, der følte sig uendelig meget mindre. Verden var stor, spørgmålene og tvivlen altoverskyggende. En gang imellem.

Spørgsmål og tvivl kan stadig dukke uventet op, men følelsen er anderledes. Det er prøvet før og ikke farligt. Der kommer en dag i morgen.

Men den lille flue- eller mariehønefølelse kan titte frem, hvis et ønske trænger sig på. Et ydmygt mariehøneønske, næppe synligt. Sådan kan jeg opleve det i ønsket om, at min blog bliver læst. Det giver mig barnlig tilfredsstillelse, når der har været besøg på bloggen. Det hænger sammen med mit årelange ønske om at skrive og blive læst. 

Men hvordan kan jeg guide den kritiske læser forbi min blog? Jeg stiller spørgsmålet ud i universet, som det så populært udtrykkes, og jeg venter på svar. 

Jeg lader Mariehønen optræde som model endnu engang, den har været “på” i et tidligere opslag, men den kan klare det. Den står mine bekendelser bi. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *