En doven dag

I går var en doven dag. Det var ikke meget, jeg fik udrettet og set i bakspejlet undrer det mig, at jeg ikke gik mere ud i det gode septembervejr, som faktisk viste sig fra den fine side det meste af dagen. Men det gjorde jeg ikke, for jeg var træt.

Det er helt ok at være træt og kloge hoveder hævder, at det er både sundt, godt og nødvendigt at tage en seriøs slapper en gang imellem. Det vil jeg mene, at jeg gjorde i går, men når jeg skriver om dette, er det selvfølgelig fordi, at dovneriet ikke var så slemt endda. For ting skete jo alligevel og måske var det mere end jeg kunne forvente.

Jeg fik ryddet op i noget rod som var noget, jeg har ville gøre længe. Det tog ikke specielt lang tid og tilfredsstillelsen var stor. Da jeg var i gang kiggede jeg nærmere på en aftale, som jeg havde stående i kalenderen til i dag, men som viste sig måske var i går. Endnu et rod. Jeg ringede op og havde en virkelig behagelig samtale med en interessant kvinde fra København. Ikke at geografien har noget med sagen at gøre. Men det var godt at få klaret og endnu bedre, at min mavefornemmelse er rigtig god. Mennesker mødes, som jeg holder af at pointere, hvilket var et strålende eksempel i dag. Flere frø til samarbejde blev sået i dag. Tak, siger jeg.

Jo, og så fik jeg mail – igen. En mail med spændende læsning, svar og nye spørgsmål. Mennesker mødes hele tiden, og det er og bliver berigende. En mailkorrespondance er som en kontinuerlig samtale, hvor den ene en gang imellem henter en kop varm kaffe eller te, så der opstår pauser. Pauser, som giver tid til reflektion og tid til at lade nye indtryk finde sig til rette. Det er åndelige kærtegn.

Vel, sidst, men ikke mindst brugte jeg nok en halv times tid på at klippe og stryge mine egne skråbånd. Eller kantbånd. Noget jeg har ville gøre længe. De fine, nystrøget bånd er foldet og er en lille gave til mig selv. Jeg burde stryge hele tiden, ha ha. Skal man sy kantbånd på lige kanter, kan man sagtens klippe stoffet i væveretningen, mens syopgaver med buede kanter ser bedst ud, hvis kantbåndet er klippet på skrå i stoffet. Siges det. Jeg indsætter et link herunder, hvor en fin anvisning vises.

Det var det, som skete i går. Jo, en lille, men betydelig ting mere. Jeg var nede at handle i et lokalt supermaked og hjalp en dame med at nå en aubergine, der lå øverst på hylden. Det er sjældent, at mine 160cm kan hjælpe med noget, der ligger højt, så fornøjelsen var i top fra min side. Damen blev glad og udbrød: Du er bare den bedste, mange tak. Se så. Jeg har prøvet at være i nærheden af at være den bedste, men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har været den absolut bedste til noget. Det var jeg i går også selv om det bare er en talemåde. Jeg er ret glad for, at jeg kom i tanke om dette. Når ret skal være ret, var det en stor dag i går. Dagen i dag har noget at leve op til. Det bliver dog intet problem, for mit ældste hjertebarn komme på besøg. Vi skal spise frokost, kigge stof og tale om hæklede lige kanter. Vi skal bl.a. spise nektariner og en lille portion Tiramisu. I dette skrivende øjeblik husker jeg – hånden på hjertet – at min pige for nylig fortalte om et restaurantbesøg, hvor hun havde bestilt desserten Tiramisu, men som hun sagde: Mor, du er bare den bedste til at lave Tiramisu. Her burde der være en lille smiley med en lysende glorie over hovedet. Jeg stopper nu!

Dejlig søndag derude.

Leave a Reply

%d bloggers like this: