En kæreste

For 56 år siden fik jeg mit navn d. 12. maj. Mange år senere fik jeg en kæreste, der havde fødselsdag samme dato. Han hed Jacques. Og det er ham, jeg gerne vil fortælle om.

Jacques var en glad gadedreng med en sjæl så fri som fuglen. Han cyklede tværs gennem København et par gange om dagen for at besøge mig eller bare for at være på tur. Jacques havde sans for detaljer og et konsekvent nysgerrigt og positivt syn på livet. Der kunne laves sjov med alt, og jeg var så heldig, at han var forelsket i mig. Jeg var heldig, fordi vi var unge, jeg fra provinsen og han viste mig, hvordan Københavnerlivet og en forelskelse kan være, når det er allerbedst. F.eks. modtog jeg kærestebreve op til flere gange om ugen. Søde, skæve håndskrevne breve og usammenhængende digte lagt ind i sjove kuverter foldet af alverdens papir, så postbudet en gang imellem måtte læse en ekstra gang. Andre gange havde han selv været forbi og lagt post i min postkasse eller under tedåsen, han vidste, jeg ville tage fat i før eller siden. Det var hver gang små kærlighedserklæringer fulgt af en lille skæv tegning.

Dengang cyklede jeg selv rigtig meget i København. Jacques boede i Brønshøj og jeg på Amager. Der er et stykke vej, men det betød intet. Vi havde begge Centurion racercykler og jeg elskede at cykle med min kæreste. Vi tog til Kongens Have, hvor vi lå på ryggen i græsset og pegede skyerne ud. Vi var tro mod hinanden, det var det eneste rigtige. Når jeg en gang imellem havde besøgt ham med bussen og drog hjem igen efter lange afskedsscener, kunne jeg jævnligt finde Jacques hjulende på hans cykel bag bussen. Han havde fortrudt og ville med mig hjem. Det var hjerteblødende så enkelt livet var.

Vi arbejdede begge i Tivoli og det skete ikke sjældent, at når jeg omkring midnatstid fandt min cykel i cykelmylderet foran Tivolis hovedindgang, var der stukket en seddel ind i cykelkurven eller bag på sadlen. Søde ord og lovning af kæreste ventende hjemme ved hoveddøren. Og der sad han så på trappestenen. Med medbragt stearinlys smeltet fast på trinnet. Han var cool min Jacques og blød som smør. Han sagde ting som: Der kommer min sweetygirl, eller Hey best girl, kom og få et kram. Jeg var fuldstændig solgt.

Med Jacques oplevede jeg at sove i telt i Utterslev mose fra en helt almindelig tirsdag til onsdag og vi skulle op på arbejde morgenen efter. Jeg husker, at jeg trådte ud af teltet i vildnis af krat og var ræd for at træde i sumpen. Jacques sov videre, og jeg cyklede ind på arbejde og i bad. Vi sov i det hele taget i telt mange steder, som i hans forældres baghave, på en majsmark i Porto, en olivenlund på Korfu, på Amager strand og sikkert andre steder, jeg har glemt. Vi var jævnligt på tur særligt i København, hvor Jacques tog billeder med hans Nikon kamera. Dengang havde jeg pudsigt nok intet imod at blive fotograferet. I hvert fald kan jeg takke ham for at have cyklet i mange afkroge af hovedstaden og i det hele taget mærket byens puls, jeg ellers ikke havde oplevet.

Jacques var kok og tilberedte mad alle steder han kunne komme til, bare der var et gasblus og et spækbræt. Vi tændte bål, bagte brød og kogte madgryder. Jacques spillede guitar, og han rodede med musik. Når jeg siger rodede, var det fordi han sad foran hans gamle, store spolebåndoptager, hvor han optog kilometervis af musik. Glæden ved musikken og det at nørde med spolebåndoptageren var ligeligt fordelt. Det var hans fortjeneste, at jeg lærte at holde af David Bowie, Beatles, Phill Collins, John Lennon og Creedence Clearwater Revivel. Velvet underground ikke at forglemme.

Det var også ham, som viste mig glæden ved at gøre rent i doser. Fanden tog ved ham en gang imellem og alt blev vasket, luftet og endevendt. Ruderne blev pudset og han gik glad til den lokale grønthandler og købte en blomst. Også jeg fik blomster, både butiksblomster og fra marken.

Jacques var en Giver i livet. Han forlangte aldrig noget og forventede intet, men blev glad når livet var godt og mennesker glade. På den måde var han en fri sjæl.

Men der skete noget. Noget gik i hak eller et eller andet skred ud af sporet. Jacques blev syg og vores kæresteafslutning blev lang og ulykkelig. Det gjorde ondt at se ham få det så dårligt, at han blev indlagt op til flere gange. Vi skiltes, og jeg rejste væk. I januar i år fik jeg beskeden om, at han ikke længere er her. Det er lidt sært at tænke på, men ja… Jeg vil sige tak for dig Jacques. Du var den bedste kæreste for mig som ung pige. Du var en helt speciel ung mand, duftede af kærlighed og musik. Der var trygt i din favn. Tak til dig.

Jeg har skrevet denne blog både for at mindes et godt menneske, men også fordi jeg gerne vil sende en hyldest til kærligheden. Kærligheden er lige her mellem mennesker. Skulle vi ikke erklære den med de kæreste breve? Bare en gang imellem.

Og cyklen, som Jacques står op af, var min og en Urania, som jeg på et tidspunkt investerede i, så jeg havde to cykler. Den dag i dag er jeg på min 3. Urania med store hjul, så jeg mærker, at jeg kommer fremad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: