En overraskelse – en billedfortælling

Jeg ville have forsvoret, at jeg var en sættekassepige. Men da jeg for nylig gik forbi et vindue hos Lions Club second hand, fik denne røde sag mig til at gå tilbage. Hvad skulle jeg bruge den til? Jeg ejer ikke så småt nips og jeg synes, det er en støvsamler af rang.

Men nu står den afstøvet på en stol i min have. Hvad i alverden skal jeg bruge den til? Jeg ved det ikke. I butikken sagde jeg til ekspedienterne, at jeg syr og ville bruge den til at opbevare sygrej. Knapper, sikkerhedsnåle og den slags. Der gik ikke længe inden jeg blev tilbudt at købe en meget stor garntrisse for 5 kr, også i rød, som jeg desværre måtte afslå, da den ikke kan sidde fast på min symaskine.

Mens jeg kigger rundt i butikken, slår det mig, at min far vist nok engang var formand for Lions Club på Stevns. Damen, som ekspederer er ældre end jeg, så jeg nævner det for hende. Det viser sig, at hun kendte min far rigtig godt. Faktisk så meget, at hun og hendes mand besøgte min far, da han boede i Roskilde. Det er længe siden, jeg har talt med nogen om min far og jeg bliver en smule overrumplet. Men det er rart at tale om ham og mindes ham. Når jeg en gang imellem møder mennesker, som damen i butikken, har jeg bemærket, at min far hver gang bringer smil frem og et særligt udtryk af hengivenhed. Han var en vellidt mand, hvilket gør mig glad.

Mht. den røde sættekasse tænker jeg, at der er to muligheder. Enten bruger jeg den vitterlig til opbevaring af sy-dimserier, men den kræver noget overfladeplads, så her og nu tror jeg ikke så meget på den ide. Den anden mulighed er at gå i gang med at tegne og male små billeder, der kan sættes ind på bagvæggen – og hænge den op på væggen.

Uanset hvad, gav denne 80’er sættekasse anledning til en snak og gode minder om min far. Tak for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: