En pop-up butik

Det begyndte med 2 gigantiske sækkestole, der skulle flyttes fra en bygning, over en kanal til en anden bygning.

Der var gået hul på den ene af sækkestolene og den stod til at ende i containeren. Stoffet var jeg ligeglad med, men den store mængde flamingokugler havde jeg svært ved at kassere. På daværende tidspunkt havde jeg uklare billeder af, hvad de kunne bruges til, men flamingokugler er ikke billigt materiale og min kreative tankegang sagde mig, at de kunne anvendes til noget kreativt.

Der var dog et problem, idet sækkene som sagt var enormt store, og alt for tunge at bære. Jeg endte med at tage fat om hullet og begynde arbejdet med at slæbe sækkene ind over kanalen og hen til håndarbejdslokalet, hvor de skulle opbevares. Det er ikke svært at gætte, hvordan scenariet udviklede sig. Snart flød det med snehvide flamingokugler. For den, der har prøvet det, ved man at det er en umulig opgave at få samlet dem igen. Én lille bevægelse og de spredes med en livlighed, der er usammenlignelig. De er lette som skyer, elektriske og søger materialer, de kan sætte sig op ad.

Efter mange dages overarbejde stod der flere store affaldssække med flamingokugler i mit skur. Ingen var interesseret i kuglerne og de tog for meget plads i håndarbejdslokalet.

Det var her jeg begyndte at sy risposer, men erstattede risene med flamingokugler. Poserne var lette og kastede man med dem, fløj de ikke langt. Ingen kom til skade af at blive ramt af mine flamingoposer. Det bedste var, at de kunne vaskes. Jeg syede til eleverne på min skole, men begyndte snart at sælge i det små til dagplejemødre, børnehaver og private. Poserne blev anvendt til motorikøvelser, lege og til at nulre mellem gigtplagede hænder. Ved hvert salg, vedlagde jeg en liste med forslag til brug af poserne. Betalte man ekstra, syede jeg en stofpose til opbevaring af flamingoposerne.

Ansporet af interessen for mine flamingoposer, gik jeg i gang med at sy andre ting.

Pudebetræk blev et gennemgående tema og solgte virkelig godt over nogle år. Et slag på tasken har jeg nok syet og sendt 500 pudebetræk ud i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Jeg blev et kendt ansigt på posthuset og god til at gætte vægten på pakkerne.

Da min pop-up-butik var på sit højeste, affandt mine børn sig med stof, sytråd og nåle i både køkken og stue. Jeg ved, at de var trætte af min “grille”. Det kunne være omstændigt at finde plads på spisebordet og de trådte flere gange i knappenåle på gulvene. Tak søde børn, at I fandt jer i det. Heldigvis affødte det en sy-interesse hos min ældste, der den dag i dag har sin egen symaskine og gine, hvor hun tilretter tøjet, som hun syer.

Hvad jeg gerne vil fortælle mere med denne historie er, at det er godt at drømme, men endnu bedre en gang imellem at følge sit hjerte og gøre netop det, som man har lyst til. Jeg syede helt enormt meget i en årrække og i dag kan jeg se, at det var nødvendigt. Jeg skolede mig selv, hvor jeg fik afprøvet ideer, kasseret og fundet mit niveau, som den dag i dag gør mig tilfreds og glad. Samtidig afprøvede jeg, at producere og sælge egne produkter, hvilket er en uvurderlig glæde. I dag syr jeg ikke målrettet til salg, men til gaver og eget forbrug. Men jeg ved, at jeg kan kreere ting, som andre mennesker finder pæne og lækre. Det er en god erfaring, jeg har gjort mig. Det hele begyndte ved en tilfældighed, men udviklede sig som ringe i vandet. Jeg har undervist i kreativt værksted på ungdomsskoler og haft mindre hold hjemme privat. Faget har været på mit skoleskema gennem flere år og børn har siden udtrykt deres glæde over at have lært lige præcis det, de ønskede og formåede.

Til morgen syede jeg en ny bordløber og fryder mig over de grønne farver og det, at jeg endelig fik det gjort. Derudover har jeg repareret et par genbrugsklude, så de kan lidt igen. Den ene fik hæklet strop til ophængning. Materialerne er genbrug af bomuldslagen og stofble, der aldrig kom i brug. Begge dele gode at tørre af med, pudse vinduer eller støve af. De bliver kun brugt et par gange inden de ryger i vaskemaskinen.

Kast dig ud i det og vær glad uanset om din ambition måske var højere end resultatet.

Nålepung, syet for en del år siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *