Er livet for kort til Bonsaitræer?

For godt et år siden forpagtede jeg en café, som lå i en sportshal. Et hæsblæsende og forrykt projekt. Hvordan jeg troede på, at jeg ene menneske kunne magte den opgave, er mig en gåde den dag i dag. Ligesom det er mig en gåde, hvordan andre mennesker havde samme tiltro og derfor tilbød mig opgaven. Men sådan sker der ting og måske er det bare sådan det er i det store puslespil. 

I sportshallen foregik der jævnligt events, en del af dem tilbagevendende år efter år. Således også en relativ stor katteudstilling. Har man ikke deltaget i en sådan, er det umuligt at forestille sig, hvordan det løber af stablen. 400 katte entrerede hallen efter grundigt check for sygdomme og deslige utøj. Som udenforstående kan man godt se billeder af katte i transportbure og måske en skål til mad og vand, men forestillingen kan ikke være mere forkert. Et døgn før trillede store busser ind på p-pladsen og et arbejdsteam sprang ud og etablerede alverdens udstyr og møbler til de fine katteracer. Det var årets begivenhed i provinsen, og en alvorlig sag for katteejerne. Uforvarende kom jeg til at lave lidt sjov, troede jeg, men fik et hvast blik om ikke at blande mig. Katteejerne var klædt ud i kattedragter, katteører og sminke i ansigtet. Det var et sjældent og besynderligt syn. 

Det, jeg vil fortælle er, at brænder vi for noget, synes jeg, at vi skal springe ud i det med hud og hår. Tro på det og omfavn det hele. Jeg troede fuldt og fast på, at selvfølgelig kunne jeg forpagte en sportscafe og have styr på alt, nå alle opgaver og leve af det. Snildt. Til en vis grad holdt det stik, og så alligevel ikke. Det blev et kortvarigt, men markant kapitel i mit liv. Det svir endnu lidt at tænke tilbage på, men jeg er mest fyldt med overbærenhed og tilgivelse. Overbærenhed, fordi jeg umuligt kunne tænke alle detaljer frem på forhånd og tilgivelse primært til mig selv. Jeg forsøgte, og det var et helhjertet forsøg. Jeg har noget at være stolt af. Måske en dag jeg skriver om min forpagtning. 

Dette år har jeg skrevet. Og skrevet og skrevet lidt mere. En process er i gang, og jeg kender endnu ikke destinationen. I øjeblikket ligger tilfredsstillelsen i processen. 

Hvis du mener, at pasning af bonsaitræer giver mening, håber jeg at du forærer dig selv en fin lille saks, som forstærker fornøjelsen ved klippearbejdet. Og mener du, at det er livet, at rejse rundt med din kat til udstillinger, jamen så fortsæt endelig. Med eller uden kostume til dig selv. Følg passionen og det som giver mening for dig. 

Jeg ønsker dig en dejlig weekend. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: