Ferielæsedage

Det Lille Bageri På Strandpromenaden af Jenny Colgan

Det er ferie, og jeg har netop læst en bog færdig på 2 dage. Den havde lige knap 400 sider, og jeg vil lade dig vurdere om det er en tyk bog eller ej. For mig er det fuldstændig underordnet.

Bogen var en nummer 2 ud af en lille serie på 3, men kan sagtens læses selvstændigt, idet der er små historier og flash back til bog nummer 1. Ikke på en irriterende måde, men bare korte indblik i tidligere sammenhænge og syn på bogens medvirkende.

Begge bøger er i den romantiske genre, og ikke den type bøger jeg holder mest af. Jeg vil være ærlig og indrømme, at jeg købte bøgerne ved en indskydelse i et større supermarked (hvilket jeg har et ambivalent forhold til. Altså salg af bøger i supermarkeder. Men den historie bliver en anden dag.) Hvis jeg husker rigtigt, købte jeg bøgerne for den nette sum af 100kr for dem begge. Et fristende sommertilbud, som sammen med det særlige cover, gjorde udslaget.

For lidt tid siden lyttede jeg til et interview, hvor der blev talt om netop bogcovers. Hvad der gør dem til noget særligt, og hvorfor det gør en bog dyrere. Siden da har jeg været opmærksom på detaljerne på bogomslag, og jeg skal hilse og sige, at langt de fleste, i det mindste som kommer mine hænder forbi, er helt og aldeles almindelige. Et foto, helt glat, som oftest mat print og intet andet.

Mine 2 bøger er noget særligt. Teksten er printet med guldbogstaver, og de er trykt med ganske svag fordybning. Derudover er forsiden tegnet, hvilket jeg finder yderst tiltalende og charmerende. Alt i alt dufter bøgerne af sød romantik, men jeg erkender, at jeg er besnæret af detaljerne. Det er så godt tænkt og valgt. Kan du se guldbogstaverne og trykket? Måske ikke – det ser mat ud i forhold til The Real thing.

Anyway, som man siger… Bøgerne ER romantiske, men der sker alligevel tilpas med forskelligt, at de var til at læse. Som sagt har jeg lige afsluttet nummer 2 Sommer i Det Lille Bageri på Strandpromenaden. Nummer 3 hedder Jul i Det Lille Bageri på Strandpromenaden. Hvis jeg er så heldig at finde den med samme forsidetryk, køber jeg den. Jeg behøver ikke at læse mere om menneskene på tidevandsøen i det sydvestlige England, men siden det er en serie på 3, vil jeg gerne støtte op om bøger med så omhyggeligt layout.

I mellemtiden har jeg søgt på biblioteket og reserveret en bog af samme forfatter, som tilsyneladende skriver uafladeligt. Hun har udgivet et utal af bøger og må være yderst populær. Jenny Colgan er i øvrigt skotte, men har boet i flere lande. I følge mine bøger skulle hun den dag i dag bo på et lille slot med mand og tre børn lidt nord for Edinburgh. Et lille slot!  –  Altså…

Inden jeg kommer helt på afveje var min pointe med denne blog, at fortælle om glæden ved ferie og tid til bare at læse i hele 2 dage. Næsten hele 2 dage. Fra ca. kl. 15.00 har jeg sat mig i min læse-lænestol og i går læste jeg til kl. var 23 om aftenen. I dag var der kun læsestof til kl. 18. Om formiddagen har jeg syet, og i morges var jeg endda til Yin yoga. Hele 3 ting på en dag. Det er stort. Men SÅ eminent at have tid til bare at læse, intet andet.

Den anden ting jeg vil fortælle, er udover læseglæden også det smittende ved i dette tilfælde at læse om bagværk og bageteknikker. Noget jeg selv er meget glad for i perioder. Bøgerne har givet mig stor lyst til at trække min røremaskine frem og ælte og røre deje i en uendelighed. Afprøve forskellige brød med urter, madbrød,  og kager. Jeg må nok nøjes i det små, men jeg har besluttet, at der gerne må være et par opskrifter i min igangværende bog om det kreative liv. Jeg skrev vist lidt om det for nylig. Inspiration kommer alle vegne fra. Jeg føler mig tændt på at skrive bøger, bage, eksperimentere og prøve nyt indenfor … ja, selv sagt mange områder.

Det er fedt at blive inspireret og skubbet til. Særlig når det sker uventet som i dette tilfælde. Jeg ved godt, at har man den mindste iværksætter i sig, holder af mad og bagværk; så er disse bøger totalt guf for enhver, der har det som jeg. Jeg tror, vi er mange. Til gengæld ved jeg med sikkerhed, at jeg en dag vil realisere mine drømme og få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg ved, at jeg kan.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Gitte

Leave a Reply

%d bloggers like this: