For Børn

Barndomserindringer for børn/Cykelræset

 

I dag læste jeg en barndomserindring fra en kendt forfatter. Han havde i korte afsnit skrevet om erindringer fra hans barndom og den færdige tekst var tiltænkt børn. Det er en sjov ide, som jeg vil prøve.

 

Da jeg var omkring 5 år fik jeg min første tohjulede cykel og støttebenene kom hurtigt af. Du har sikkert fået din første tohjulede cykel meget tidligere, men da jeg var barn, gik tingene meget langsommere end i dag.

Jeg var vældig glad for min nye cykel og stolt, da støttebenene blev skruet af. Nu kunne jeg ræse af sted sammen med min bedste veninde, mens jeg kæmpede med balancen. Det sagde jeg intet om til min veninde. Hun boede lige overfor mig, hvilket var smart, da vi bare kunne se ud af vinduet og holde øje med, hvornår den anden var udendørs og klar til at lege. Hun hed også Gitte som jeg, så vi blev helt naturligt Store og Lille Gitte. Jeg var naturligvis den lille og sådan blev det ved med at være fremover. Altid den yngste og den mindste.

Men Gitte og jeg havde mange spændende stunder sammen. Hun var godt nok noget større end jeg, men vi kunne sagtens være i hendes lille legehus, hvor hendes mor bragte saftevand og mariekiks. Jae, Mariekiks fandtes skam allerede dengang. Hvad hun ikke vidste var, at vi legede doktor og ofte måtte skynde os i tøjet, når hendes trin hørtes på flisegangen. Men det er en anden historie.

Min nye tohjulede cykel var skinnende rød med ringeklokke, reflekser og det hele. En dag besluttede Gitte og jeg, at vi skulle cykle om kap fra den ene ende af vejen til den anden. For enden af vejen lå en bunke efterladt grus. En af den slags bunker, som bare bliver ved med at ligge der og folk har glemt, hvor kom fra.

Du kan måske nok regne ud, hvad der skete, siden jeg nævner grusbunken. Men vi linede op på lige linje, kiggede på hinanden og satte i gang. Jeg syntes selv, at jeg cyklede enormt hurtigt, hvilket også viste sig, da jeg ville bremse, men ikke havde regnet afstanden hen til grusbunken ordentlig ud. Cyklen skred i de småsten, der var spredt foran grusbunken, og jeg fløj ind over styret og landede med ansigtet ned i gruset. Åhh, du kan nok forestille dig, hvor ondt det gjorde og hvor grim min pande blev af de mange bittesmå sten, der satte sig fast i huden. Pludselig var det ikke spor sjovt længere. Det blev enden på min cykelkarriere, nærmest inden den begyndte. Venskabet til store Gitte forblev intakt.