Fridag

Lørdag og det er fridag.

Fridage er så meget bedre, når de andre dage er travle. Jeg synes, der er nok at se til for øjeblikket. Til morgen stod jeg ved kanten af køkkenbordet og spiste et stykke godt knækbrød. Teen trak og duften lovede en god smagsoplevelse. Det var farvelogtak-dag og et døgns fritid lige der foran mig. Jeg greb noget garn og fortsatte, hvor jeg slap for nogle uger siden. Måske snarere et par måneder siden. At hækle og strikke er helt ind i hjertet skønt. Der er kun positivt at sige om arbejdet med garn og jeg kunne tale om det rigtig, rigtig længe. Men jeg stod ved køkkenbordskanten og hæklede. Kiggede ud på mine frodige rabarber og havde lyst til både at slå græs, hækle videre, vaske tøj og trække mælkebøtter op. Fridage er barmhjertige og nødvendige.

Jeg fik ikke hevet mælkebøtter op, men til gengæld slået en halv græsplæne. Inden længe havde jeg en aftale om yoga og cafémøde bagefter. Det blev den bedste yogatime nogensinde. Cafémødet bød på sen brunch og en vigtig samtale. Hjemme igen sov jeg en halv time i min yndlingslænestol i haven med tæppe over mig.

Hold nu op en vidunderlig dag!

Billedet af terningerne er taget i dag. Er det ikke et fantastisk lys?

Glædelig dagen-før-mors-dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: