Godt Nytår

Årets næstsidste dag 

Ved årsskiftet er der tradition for tilbageblik og refleksion. Det hører sig til med klokkeklare konklusioner for året der gik. Jeg føler mig ikke speciel klokkeklar denne grålige onsdag morgen, men håber at forsidebilledet vil opveje i denne hilsen. 

Set med positive øjne, synes jeg, at det har været et fedt år, hvor det var nødvendigt i fællesskab at geare ned. Fuldstændig fantastisk med tid og ro til at leve bare en smule langsommere. Uagtet, hvad der sker til næste år, vil jeg fortsætte med al det gode fra dette år. Det vil f.eks. sige nyde at dyrke yoga enten på hold i mit center eller hjemme. Der er fordele ved begge dele, og selv om jeg er enorm glad for mine instruktører og holdkammerater, sparer jeg transporttid og er uafhængig holdtider i min stue. 

I år har jeg haft mange, længere telefonsamtaler, fordi vi haft tiden til det. Normalt ville vi have mødtes, men hånden på hjertet, så har der ofte ikke været tid. Det er anderledes med en telefonsamtale. 

Hvad angår arbejde, har jeg altid mere end et job. I år ingen undtagelse. Fra april til oktober arbejdede jeg ekstra meget og nød det. De sidste par måneder har været mere stabile, men ikke fuldtids. Det næste halve år er planlagt og bliver stabilt, men ikke fuldtids. Det er blevet så vigtigt for mig, at have tid til andet end traditionelt job, at jeg gjorde noget ved sagen sidste år, 2019. Men det er først nu, at jeg føler mig tryg i denne nye arbejdsrolle, hvor jeg har plads til at tilvælge ekstra arbejde. Enten almindeligt lønarbejde eller projekter, som er mine egne. Jeg føler mig godt tilpas, friere end hidtil og mere min egen herre. Samtidig er jeg mere glad for at gå “rigtigt” på arbejde. 

Mens dette år afsluttes med haveaffald, bilvask, oprydning, læsning, strik og manuskriptarbejde summer drømme for næste år. Drømme, der inkluderer møder med familie, venner og nye mennesker. Selv om hjemlige aktiviteter er højt værdsat, glæder jeg mig også til familie-komsammen, strikkecafeer osv. For ikke at tale om ture ud i landet med veninder, små rejser, foredrag og masser af kram. Det må jeg indrømme, at jeg som enlig savner. Alt det nævnte og så kram. Kan man snart få en række kram? Det vil jeg gerne bestille som det første i 2021. Tak. 

Og nu jeg er ved tak, så mange tak til Jer, der følger med her på min skrivehylde og tak til Jer, der har købt mine bøger. Det gør mig enorm glad. Til næste år udkommer der 2 bøger i første halvår og gerne en mere til efteråret. 

Lad os være positive og insistere på det gode. Lyt til hjertet, det ved altid bedst. Du ønskes et Skønt, Sundt og Glad Nytår. Kærlige hilsener Gitte Bobak

Leave a Reply

%d bloggers like this: