Have-dagbog 31. marts 2019

Det er begivenhedsrige dage for tiden.

I fredags sagde jeg farvel og tak for denne gang til min arbejdsplads. Det var en fin dag, hvor jeg lå vandret fra morgenstunden til jeg gik hjem over frokost med favnen fuld af skønne gaver fra børn og voksne. Det er forunderligt, hvor meget vi mennesker kryber under huden på os og rusker op i følelsesregisteret. Da jeg kom hjem satte jeg mig i min lænestol med en kop the og et summende hoved. Jeg gjorde intet andet end at lande bare nogenlunde mentalt.

I dag har vejret været 9 graders sol, og jeg slap, hvad jeg havde i hænderne og gik i haven.

Fra dagens arbejde vil jeg videregive følgende erfaringer og tips til dig, der endnu ikke er i gang:

  • Hav altid rene havehandsker nok. Især, hvis du som jeg har bambus, der skal klippes ned. De er skarpe og skærer ind i fingrene, når du enten knækker dem af eller samler de mange vildfarne og visne blade. Jeg er næsten sikker på, at betegnelsen ikke er blade, men bambus er omfavnet af lag af en slags blade.
  • Hav nok affaldssække til alt det tørre haveaffald, f.eks. helt almindelige blade.
  • Ryd ud i halv- eller helvisne planter. Fjern det uskønne fra krukkerne, fej terrassen og slå græsset. En græsslåning gør underværker. Fjern eventuelle skårede potter, vask havebordet og pynt med en forårsblomst.
  • Vil du skrive logbog eller dagbog over dit havearbejde, så begynd allerede nu.

Jeg var udendørs i 3 timers tid uden jeg opdagede tiden gå. Det var ren terapi for krop og sjæl. I morgen skal jeg have indkøbt et tørrestativ, så vasketøjet kan tørre udendørs. Det, og så skal min termokande rengøres indvendig natten over med et par teskefulde bagepulver overhældt med kogende vand. Så god som ny.

Jeg ønsker dig godt havevejr, en varm lænd, en pause med en god kop the eller kaffe, et tæppe i stolen og til sidst god fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: