Hun kan jo ikke alfabetet

Da jeg var barn gik jeg til klaverundervisning hos Fru Nielsen.

Mine forældre var af den overbevisning, at jeg havde skjulte evner for musikkens sprog og det kun var et spørgsmål om, at jeg blev taget i hånden af en kyndig klaverlærerinde. Af sted vi drog, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gik ind til.

I første omgang blev det dog en kort fornøjelse. Bænket på klaverbænken tæt op ad Fru Nielsens hofte, gik hun sikkert i gang med at fortælle om nodernes placering på nodepapiret og klaveret. Klaverlærerinden var en erfaren dame, og hun vidste således, at smukt klaverspil kræver gentagelse på gentagelse, år efter år. Der var ingen grund til tøven, så vi gik i gang. En pegepind fløj frem og tilbage over de skrevne noder, hun gentog bogstavrækken C D E F G A H igen og igen, mens jeg tavst så til. Af høflighed har jeg nikket som for at vise et minimum af interesse og tilskyndelse af hendes iver, men sandheden var, at jeg intet forstod. Efter en halv times tid, hvor Fru Nielsen muligvis havde gennemskuet min manglende forståelse af hendes anstrengelser, bad hun mig gentage bogstavrækken. Pegepinden tikkede let utålmodigt under hvert bogstav. Ingen reaktion.

Min mor, som sad ved spisebordet lige bag ved, rømmede sig og Fru Nielsen drejede sin velproportionerede krop. ”Hun kan jo ikke alfabetet endnu”, sagde min mor med forsigtig stemme. ”Hun begynder først i skole til sommer”. Jeg var dengang netop fyldt 6 år.

Og sådan blev jeg venligt, men afmålt sendt hjem og min klaverundervisning udsat et års tid. Herefter vendte jeg retur til Fru Nielsen. Jeg fik undervisning i 5 år og jeg lærte noderne at kende så meget, at jeg kan spille efter dem. Til gengæld er jeg afhængig af noder for at kunne spille med flere fingre end lige 2. Jeg har ikke lært at spille med akkorder, hvilket ville have givet en større frihed, tror jeg. Men jeg har øvet og øvet det samme om og om igen. Det er den eneste ubønhørlige vej.

Fru Nielsen var uden tvivl en erfaren klaverlærerinde, men hun glemte det allerførste skridt inden vi gik i gang. Nemlig at spørge om, hvor meget eleven allerede vidste og på hvilket grundlag undervisningen skulle foregå. Hun mosede frem efter hendes eget system og tog ikke højde for elevens indgangsvinkel. Samtidig fortalte det noget om min mors ønske om, at jeg skulle lære klaverspil. Hun satte sig ikke ind i, hvad det krævede, men placerede mig på klaverbænken og håbede sikkert på det bedste. Det er en skam, at vi nogen gange tager ting for givet, frem for at træde et lille skridt tilbage, så helheden kommer med. Megen ærgrelse og skam kunne undgås.

Men jeg lærte at spille nogenlunde på klaver, og jeg har haft stor glæde af det lige siden. Jeg lærte også glæden ved gentagelse. Ubevidst har jeg flere gange senere vidst, at øvelse kræver tid, men det lønner sig. Kunne jeg lære at spille nydeligt klaver, kan jeg så meget andet, hvis jeg øver mig og giver mig tid. Som ung købte jeg et klaver, som jeg flyttede rundt på i over 30 år indtil jeg en dag solgte det til en flink mand fra Valby. Han påstod, at det skulle op på 4. sal. Jeg håber, at det bliver dets sidste hjem og bringer lige så stor glæde, som det gav mig.

 

Gammel nodeforside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *