Interview med Dorthe Petersen Reimer om hækling

Dorthes farmor lærte Dorthe at hækle, da hun var 9 år. Det blev til et fast indslag, hver gang Dorthe besøgte sin farmor.

I dag er Dorthe 47 år og hækler stadig. Faktisk kan hun slet ikke lade være. En gang, hvor hun havde brækket en finger, lærte hun sig selv at hækle med venstre hånd. Men Dorthe har også fundet ud af, at det at være beskæftiget med hænderne har en nyttig funktion.

Hvad hæklede du som 9 årig?

Jeg hæklede dukketøj, julepynt, kurve og lignende.

Hvordan udviklede hæklingen sig med tiden?

Jeg holdt en pause i nogle år, men da jeg flyttede hjemmefra som 19 årig, begyndte jeg igen. Jeg lavede blonder til kjoler, sjaler mm. I dag hækler jeg tæpper, karklude, bluser, kjoler, sovedyr, – ja, alt muligt. Jeg hækler for veninder og til gaver.

Har du hæklet i fællesskab med andre?

Jeg har hjulpet en veninde med at hækle små mus til hendes 3. klasse. Der var vi flere, som hæklede.

Har du nogen reaktioner fra andre på det at du hækler?

De fleste af mine veninder er kreative, så vi har jævnligt strikke/hækle komsammen. Mine kollegaer synes det er fint og kommenterer, hvis jeg har glemt hækletøjet. Mest fordi jeg så ikke følger så godt med i møderne og er urolig – de beder mig om at huske det næste gang.

Jeg har lige afsluttet en diplomuddannelse og på de moduler jeg har deltaget i, har folk syntes det var ok. De har været nysgerrige og nogle er blevet inspireret til selv at tage håndarbejde med. Mine elever synes det er sjovt, nogle synes det er mormor-agtigt og andre har mødre eller familie, der hækler og strikker.

Den som driller mest, er min lillebror. Han kalder mig bedstemor.

Hvad gør det for dig at hækle/være kreativ?

Det er afstressende først og fremmest. Det sørger for at jeg kan holde fokus og spiser mindre. Jeg kan være kreativ og skabe noget , der er pænt og kan bruges praktisk. Jeg kan skabe noget unikt til mig selv og andre. Jeg kan lave en kjole, en kurv, et tæppe mm i de farver, jeg synes om. Jeg kan dele min interesse med andre og være social omkring hækling.

Hækling eller strik?

Jeg hækler mere end jeg strikker, fordi jeg er utålmodig. Hækling er hurtigere.

 

Jeg siger mange tak for behagelig samtale Dorthe og ønsker dig al mulig held og lykke fremover med gode hækleoplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: