Interview med JollyFox

JollyFox  

Interview med Rikke Fellov

Hvornår så JollyFox dagens lys første gang? Officielt d. 1. juni 2018, men vi var i gang længe før. Vores ambition er at tage et basisprodukt og udvikle det til voksne og samtidig gøre det lækkert og pænt at se på. I begyndelsen arbejdede vi længe med coctailslikkepindene. Mange af aromaerne forsvinder ved de høje varmegrader, så vi legede og eksperimenterede virkelig med smagene i de forskellige coctail. Sådan noget som gin, forsvinder ginsmagen ved opkog. Sukkermassen varmes op til 162 grader og smagsstoffet tilsættes ved ca. 120 grader.

Vi leger og eksperimenterer stadig og vi synes selv, at Coctailpindene er rigtig pæne. Voksne drages af noget som er pænt, i hvert fald kvinder, så det er et vigtigt element, at de både ser pæne ud og matcher godt sammen.

Er der alkohol i slikkepindene? Nej, det er der ikke. Alkoholen fordamper ved de høje varmegrader, men smagen er der. Du kan spise slikkepindene som de er eller bruge dem som prikken over i’et i en matchende coctail eller i en varm kop kaffe.

Hvordan fremstilles slikkepindene? Vi fremstiller dem selv i hånden. Vi er lidt oldschool og holder af selve håndværket. Det er vigtigt for os, at smag og udseende er helt som vi ønsker. Slikkepindene skal være transparente, og de skal smage godt.

Hvordan kom I fra køkkenet ud til kunderne? Vi begyndte med en hjemmeside, hvorfra vi solgte til private og erhverv samt større events. Vi har købt en sukkerprinter i USA, så vi også kan specieldesigne slikkepindene med tryk eller logo, så de kan tilpasses præcis til kundens lyst. På den måde bliver pindene personliggjorte med f.eks. et monogram og udtrykket endnu mere festligt.

I dag finder mange kunder os via Instagram. Vores produkt er et rigtig godt valg til firma- og julegaver. På Instagram har vi faktisk følgere, der har noget med slik at gøre helt fra Sydafrika, så det er lidt sjovt.

Men ellers har vi været på Formland. Her stod der en kødrand rundt om vores stand. Vi fik næsten 50 forskellige forhandlere på én gang, hvor det lige pludselig gik stærkt.

Hvilken type forhandler køber Jeres slikkepinde? Det gør eks. interiørbutikker, som ellers ikke sælger spiselige ting. Men derudover er det virksomheder, der synes vores produkt er spændende. Bl.a. har eventbureauer brugt det i sammenhænge til forskellige arrangementer. Vi sælger også til Stockholm, som ser det som et typisk Dansk Design. Sådan noget er vi selvfølgelig også meget glade for.

Hvilke udfordringer har I haft undervejs i tilblivelsen af JollyFox? Én udfordring er, at det er håndlavet. Når vi har været på messe, hvor ordrerne vælter ind, kan det være en udfordring. I dag har vi nogen til at hjælpe med at pakke, men det er fortsat os selv, der koger og fremstiller produkterne.

Først tænkte vi, at vi lige skulle teste markedet. Er det sjovt, bider det sig fast på markedet, hvordan bliver vores ide modtaget osv. Men vi mener og tror på, at når vi har både forhandlere, der sælger til den almindelige forbruger, og vi har virksomhederne som f.eks. eventbureauer og hoteller, jamen, så må det være rigtig godt. Det er så sjovt at lege med smagssanserne og æstetikken, og vi får hele tiden nye ideer.

Kan slikkepindene deles op i smag? Vi har 2 produkttyper. Coctailslikkepindene, der er tænkt som en rørepind i en matchende drink eller du kan spise den helt almindeligt, mens du nyder din drink. Vi har mange forskellige varianter af coctailslikkepindene.

Klik på billederne for at se i fuld størrelse. Alle billeder, på nær det sidste, er udlånt af JollyFox.

Så har vi dem, vi kalder Dippers, der er tiltænkt den varme kop kaffe eller the. Det giver en blød og smagfuld oplevelse.

Hvem er I og hvordan supplerer I hinanden? Jeg er tidligere jurist og økonom og Charlotte har været mange år i reklamebranchen.

Vi supplerer hinanden rigtig, rigtig godt selv om vi er meget forskellige. Jeg er jurist og økonom; har hjulpet andre virksomheder med at vækste og Charlotte har som sagt været i reklamebranchen. Idéerne er vi fælles om, ligesom vi begge ved, hvordan det færdige produkt skal se ud. Vi kan det hele selv, stort set og vi kan nå langt. Selv om vi nogen gange ser tingene forskelligt og skal have lidt flere diskussionsrunder, er der plads til at skeje ud og eksperimentere. Men vores kompetencer supplerer hinanden så fint. Tit laver man noget med et menneske man ligner, fordi det er trygt, men sådan er det ikke med os. Vi er dog fælles om, at det visuelle betyder meget. Æstetikken er vigtig ligesom kvaliteten af produktet.

Jeg siger mange tak for samtalen til Rikke. Det var spændende at høre om Jeres iværksætteri, som jeg har stor respekt for.

Kvinderne bag Jollyfox er Charlotte Nørgaard og Rikke Fellov.

Det er imponerende, men ikke overraskende, at JollyFox allerede har så godt fat i markedet. Da jeg i fredags fik gavepakken, blev jeg begejstret over at se et sprit nyt produkt. Det sker så sjældent. Jeg glæder mig til næste lejlighed, hvor familien kan bestille en JollyFox til præcis vores begivenhed.

Tag et kig på JollyFox

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: