Interview med Liselotte Høj Madsen om hækling

Liselotte er 60 år og lærte allerede som barn at hækle. Hun mener at huske, det var hendes mor, som lærte hende det, men er faktisk ikke helt sikker. Men Liselotte lærte 3 forskellige masker og selv om der skulle gå en del år inden hæklingen blev genoptaget, blev maskerne ikke glemt.

Hvad skete der, siden du genoptog hæklingen?

For 3 ½ år siden, som 57årig, fik jeg en blodprop i hjernen. På det tidspunkt arbejdede jeg som lærer og gik sygemeldt et år, hvor jeg gik til genoptræning i ca. 4 måneder. Efter et år kunne vi godt se, at det blev svært at vende tilbage til lærerjobbet, hvorefter jeg overgik til førtidspension.

Men dagen efter blodproppen fandt jeg mit strikketøj frem, hvor jeg var i gang med at strikke en trøje. Jeg tænkte, at det ville være godt for min hjerne, hvis jeg kunne få fuld følelse i venstre arm igen. Min venstre side havde været kortvarig lammet. Men jeg fik sådan en hovedpine hver gang jeg satte mig med strikkepindene. Det handler jo om at koordinere og samarbejde med begge hænder. Tilfældigt faldt jeg over en hæklenål og gik i gang med at prøve lidt frem og tilbage.

Selv om det primære formål var at træne førligheden, ville jeg gerne have noget konkret ud af mit arbejde. Så jeg begyndte at hækle puder, grydelapper og tæpper. Jeg får heldigvis ingen hovedpine af at hækle. Tvært imod bliver jeg fastholdt og slapper fuldstændig af. Jeg får ro i mit hoved.

Har du mén af blodproppen?

Ja, trætheden og det svære i at koncentrere mig. Min korttidshukommelse er dårlig og jeg er meget lydfølsom samtidig med at jeg har svært ved at være sammen med mere end 2-3 mennesker ad gangen.

Jeg er lige blevet mormor for første gang, og jeg ville så gerne hækle en kjole, men det ender som med strikningen. Jeg får mega hovedpine og kvalme, så jeg kan altså stadig ikke noget, hvor jeg skal koncentrere mig ekstra og tælle. Man kan sige, at det er de lige ting, de firkantede, jeg kan klare.

Men hold nu op, hvor jeg har glædet mine børn og svigerbørn med puder, tæpper, grydelapper og bordskånere.

Så hæklingen har gjort dig noget godt i genoptræningen?

Ja, det har den helt sikkert. Jeg elsker at slappe af ved hæklingen. Men jeg byggede også i Lego for at træne motorikken og hjernen. Jeg måtte jo ikke køre bil de første måneder, så jeg skulle finde på noget. Jeg kom i tanke om min barndom med Lego og begyndte snart at bygge store bygninger i Lego. Det var fint at øve mig i arbejdstegninger, rum og retning samt at bruge finmotorikken. På genoptræningscenteret sagde de, at det var en fantastisk god ide med både Lego og hækling.

Hvor tit hækler du nu?

Jeg hækler næsten dagligt. For nogen er det måske for monotont bare at hækle frem og tilbage, men for mig er det netop forudsigeligheden, jeg har det bedst med. Mine dage er meget ens og skemalagt, netop så jeg kan overskue det og have nogle gode dage.

 

Hvor er det imponerende, hvad Liselotte gør for at træne. Jeg siger tak for samtalen og ønsker alt godt med Lego og hækling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: