Interview med Sanne Byrgesen /Rejse i Canada og Alaska

Sanne har en rolig og meget piget stemme, da det omsider lykkes os at få kontakt via internettet og på tværs af jordkloden. Klokken er ca. 17 om eftermiddagen i Brisbane, Australien og 8 om morgenen en søndag her i Danmark, hvor vi har sat hinanden stævne til en samtale om nogen af hendes oplevelser i Canada og Alaska. Når jeg skriver nogen af hendes oplevelser, er det på en måde en overdrivelse, for vi har ikke talt særlig længe, før det går op for mig, at Sanne har stribevis af oplevelser at dele ud af. Måske så mange, at hun ikke længere tillægger dem den store værdi. Men måske er Sanne bare et ydmygt menneske, med en altoverskyggende længsel efter at opleve livet intenst og lige præcis nu.

Sanne har de senere år rejst på egen hånd i store dele af verden og på den måde vist, at hun har kæmpe appetit på nye oplevelser, nye og fremmede steder og mødet med nye mennesker. Der er så meget, vi kunne tale om, og dette er bare en lille bid.

Hvorfor rejste du ud første gang og hvorhen?

”Min første rejse gik til Canada. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg gerne ville bo et andet sted end i Danmark. Som barn rejste min familie og jeg i hver skoleferie, og jeg sad helt klistret op af bilruden for at se de nye omgivelser. Det kunne f.eks. være, når vi kørte til Frankrig. Eller hver vinter, hvor vi tog nordpå i Sverige, hvor alle butikkerne var lukket og landskabet øde. Stilheden og naturen deroppe er helt speciel. Der mellem bjergene stod vi på langrend. Bjerge giver mig en rar, beskyttende følelse.

Jeg er fascineret af det rå og det rustikke. Lidt som det man også kan finde i Grønland. Befolkninger, som bor helt ude i ingenting, er noget som jeg finder virkelig spændende. Jeg havde en ven, som rejste til Canada, hvor jeg betaget kiggede alle hans snebilleder med slædehunde igennem. Han havde 10 cm lange istapper i skægget, som kun gjorde mig endnu mere nysgerrig.”

Hvornår rejste du ud første gang?

”Efter gymnasiet rejste jeg til Canada. Der har jeg været omkring 20 eller 21 år. Jeg har gået på Det Frie Gymnasie, og arbejdede bagefter nogle måneder på fuld tid på et medicinlager, hvor jeg pakkede varer. Herefter havde jeg i november råd til at købe en billet og fløj til Vancouver i Canada. Jeg kendte overhovedet ingen, men jeg havde fået fortalt om en hjemmeside, hvor man oprettede en profil som arbejdssøgende og andre mennesker søgte frivillige arbejdere mod kost og logi. De fleste jobs var på forskellige farme. Jeg rejste med færgen til Vancouver Island, til en Alpacafarm. En Alpaca er en type lama, dem der spytter, og hvor man bruger ulden, som er helt vildt blødt.

Klik på billederne for at forstørre.

Jeg arbejdede som frivillig hen over julen, og boede på stedet sammen med to andre piger, en fra Japan og en fra Tyskland. Jeg boede i deres lille hus, som lå i skoven. Moren i værtsfamilien var sygeplejeske. Jeg har været der 5-6 gange siden, og betragter dem som min canadiske bedsteforældrefamilie. De betragter også mig som en del af deres familie. Vi sender hvert år hinanden julekort med hilsener.

Efter julen rejste jeg til nordspidsen af Vancouver Island, og tog en færge derfra til fastlandet. Overfarten til fastlandet tager 24 timer. Man sejler rimelig langt op i British Columbia, hvor jeg blev hentet af en anden familie, som også boede midt i ingenting. Det hele var meget rustikt, med ingen elektricitet, og vandet pumpede man op af en brønd. I den nærmeste by havde familien en gammel dampfærge, der ikke sejlede længere og var lavet om til en cafe. Old Hazelton, som den lille bitte by hed, var en gammel guldmineby, hvor guldet oppe nordfra blev transporteret hen til. Nu boede der kun 200 mennesker i byen, så cafeen havde åbent 3 dage om ugen og havde måske 2 kunder om dagen. Det var en cafe/restaurant, hvor de solgte organisk mad. Udenfor var det minus 20 grader, og helt dødt om vinteren.”

Så du var ikke overbebyrdet med arbejde i cafeen?

”Her griner Sanne og fortæller videre, ”Nej, det var jeg ikke. Når jeg ikke arbejdede i cafeen, passede jeg børnene i deres hus. Aftalen er, at man skal arbejde ca. 4 timer om dagen for kost og logi, resten af tiden har man fri. Denne familie havde et bjerg i baghaven, som vi hickede på, og stod på snowboard ned igen. Vi tog også på langrend sammen.”

Hvor længe var du hos familien?

”Jeg var der en måneds tid. Alle steder har en varighed af en måneds tid. Via hjemmesiden fandt jeg de forskellige steder.”

Kan du huske, hvad hjemmesiden hedder?

”Den hedder www.helpx.net, hvor man opretter en profil som jobsøgende og andre slår jobmuligheder op.”

Hvad kan du ellers fortælle om dit ophold hos familien med cafeen?

”Jeg var der henover Valentines Day og har en sjov historie derfra. Der blev arrangeret en Special Night, hvor vi kørte til Alaska for at hente krabbe. Der var helt dødt i Alaska. Jeg mener sådan virkelig helt dødt. Jeg så et skilt med Verdens Venligste Spøgelsesby. Da vi skulle tilbage til Canada, viste det sig, at jeg havde glemt mine visa-papirer, så de ville ikke lade mig rejse ind i landet igen. Det blev lidt stressende og samtidig grinagtigt, fordi stedet var så øde. Heldigvis havde jeg mit pas på mig med indrejsestempel til Canada, så det gik til sidst. Men jeg var nær ikke blevet lukket ind i Canada igen. Tænk, at være efterladt dette mennesketomme sted. Det havde ikke været fedt.”

Rejste du videre efter en måneds tid?

”Ja, jeg tog færgen tilbage og tog til Tofino, en Surf-by på vestkysten. Her fik jeg arbejde på et vandrehjem for backpakkere. Jeg gjorde rent, ordnede senge, bød folk velkommen og fik lov til at surfe på de fuldstændig fantastiske strande. Disen rullede ind om morgenen, og jeg så hvaler. Det var helt fantastisk. Der på Vancouver Island har jeg også været mange gange siden. Også der var jeg en måneds tid.”

Hvor længe var du væk alt i alt?

Jeg var væk 1 år.

Hvis vi lige springer frem til nutiden, hvad laver du så i dag, Sanne?

”Jeg læser grafisk design. Når jeg er færdigtuddannet kan jeg f.eks. lave modemagasiner eller store Bill board plakater. Jeg læser i Herning, men bor i Århus og pendler. Lige nu er jeg på udveksling 3. semester i Melbourne. Jeg vender hjem til Danmark til februar næste år og har et halvt år tilbage inden jeg er færdiguddannet til næste sommer.”

Hvordan kom du på ideen til grafisk designer?

”Det var mine forældre, der hjalp mig på vej. De sagde, at jeg sikkert gerne vil blive ved med at rejse, og derfor er nødt til en gang imellem at vende hjem for at tjene penge. De gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne være tvunget til at tage hjem og tage et skodjob eller tage en uddannelse og kunne arbejde med noget, som jeg kan lide. Det gav god mening. Som grafisk designer kan jeg rejse og arbejde, hvor jeg vil.

 

Hvordan er det at være i Danmark?

”Hjemme i DK – jeg hader det hver eneste dag. Jeg føler, at jeg går glip af mit eget liv. Jeg kan altid se Europa. Jeg er tiltrukket af det længere væk. Når jeg rejser, kan jeg være den, jeg har lyst til at være, ingen kender mig. Jeg kan blive angst for at miste muligheder og spilde tiden ved at være i Danmark. Der er så meget at se og opleve og så lidt tid.”

Har din opdragelse eller opvækst været medvirkende til din lyst til at rejse?

”Som barn blev jeg ikke pakket ind i vat. Jeg har altid følt mig selvsikker i at rejse alene. Som ung har jeg f.eks. tit taget toget hjem alene om natten.

Jeg besøgte ofte min mormor, som boede i Odense. Jeg ønskede at tage toget alene derover som 7-årig, og mine forældre gav mig lov. De skrev på en lap papir, hvor mange stop, der var inden jeg skulle stå af. Kun én gang har jeg stået af for tidligt, hvor min onkel måtte hente mig. Min bror gjorde det samme. Mine forældre mente, at det ville give mig mod og selvtillid og sagde, at det gik jo nok.”

Hvordan tror du at dine forældre har det med at du har rejst meget?

”Jeg ved, at min mor har savnet mig. Hun kan ikke li’, når jeg fortæller mine blaffer-historier. Jeg blaffer, fordi jeg ikke vil betale for at komme til nye steder. Så jeg fortæller ikke om det, når jeg ringer hjem, men min mor ved det godt.” Sanne sænker stemmen, som lyttede hendes mor med.

Er rejser en del af dine planer for fremtiden?

”Ja 100%

Jeg prøver egentlig på at finde det sted, hvor jeg gerne vil bo. Lige nu vil jeg gerne bo i Alaska eller Canada. Min drøm er at arbejde og tage den Transsibiriske jernbane fra Rusland til Kina og stå af i Mongoliet. Jeg tror igen, at jeg er besnæret af folk, som bor i ingenting og rider på rensdyr og har ørne, der jager for dem. Det farverige tøj, de bærer er enormt flot. Jeg kan godt li’ at rejse afsides steder og leve som menneskene, der bor der. Mange mennesker skal se Niagaravandfaldene, men jeg har arbejdet med slædehunde. Jeg kan godt lide at gøre de ting, som de indfødte gør. At arbejde med slædehunde foregår måske kun i 3-4 lande, så selvfølgelig skulle jeg det.”

Det at rejse til afsides steder i verden, har det noget med din egen personlighed at gøre?

”Jeg vil ikke sige, at jeg er indadvendt, men jeg kan godt li’ at være alene. Jeg er ikke bange for at være alene.”

Er det et behov for dig at være alene?

”Måske til tider.”

Hvordan bor du nu?

”Lige nu bor jeg i et fælles hus med et fransk par. Men her og nu er jeg i Brisbane for at besøge nogle venner. Jeg har lidt ferie lige nu.”

Hvor arbejdede du med slædehunde?

”Det var den nordligste provins i Canada, hvor det hænger sammen med Alaska. 5 timer fra White Horse, ude i ingenting. Mig og en canadier havde en hytte. Det var minus 10 grader udenfor, og jeg skulle samle brænde hver aften, hvis jeg ville have varme i hytten om morgenen. Jeg har ikke været vant til at tænde bål og måtte prøve mange gange inden jeg fandt det helt rigtige træ, som brændte godt. Det var i september, og der var allerede sne, men når det er rigtig vinter, bliver det minus 50 grader, så det var ikke så slemt. De får 3 timers sol om dagen, når det er midt på vinteren.

Arbejdet med slædehundene var hos et ægtepar, hvor manden var ude at jage og konen løb med slædehundene. Der findes nogle berømte slædehundeløb, en slags sport, hvor hun trænede hundene. Hun er vist kendt i de kredse. Jeg stod op kl. 6 om morgenen for at fodre hundene, så hun kunne træne dem. De blev spændt fast til en 4 hjuls bike. Det var nødvendigt at træne hundene så tidligt om morgenen, da det ellers ville blive for varmt for hundene om dagen. Jeg fodrede de ca. 60 hunde med pandelygter på, da solen ikke var stået op.”

Kendte du noget til slædehunde inden du valgte et ophold netop der?

”Jeg vidste ingenting om slædehunde. Det var vigtigt, at man var selvsikker. Hundene stammer fra ulvene, så de har et instinkt, at de bider, hvis man var usikker. Det er en arbejdshund, men man kunne sagtens kæle med dem som en familiehund. Hundene boede altid udendørs i et lille hundehus, hvor de var spændt fast med kæde. I en flok er der en leder, som bestemmer, hvilken vej man kører. Men det er føreren, altså mennesket, der giver ordre om at løbe til venstre eller højre. Jeg sad bagpå på nogle ture. Kvinden sagde bare ét ord og hele flokken hørte efter og drejede. Inden turen begyndte, gik de helt amok, hoppede og sprang og gøede højt.  De har så meget energi, og vil bare gerne af sted. Man var nødt til at føre dem i halsbåndet.”

Når det var så langt fra by og civilisation, hvordan var komforten så?

”Der var ingen vand eller elektricitet. Det er et område, hvor der bor grizzlybjørne, og vi hørte på et tidspunkt i radioen, at en grizzlybjørn havde brudt ind i et hus og spist en person. Helt vildt. Der lå jeg i min lille hytte!

Men hundene ville høre, hvis der kom noget tæt på, men øhh… Jeg var lidt bange. Min dør blæste op om natten, for der var ingen lås på, men jeg havde en af de tunge, sorte støbejernsgryder og satte den op mod døren. Den gav lidt tryghed, men havde nok ikke hjulpet, hvis der var kommet bjørnebesøg.”

Sannes hytte ved slædehundene
Sannes eget foto
Sannes eget foto

Følte du dig nogensinde alene?

”Nej, det tror jeg ikke jeg har gjort.”

Har du savnet DK og gerne vil hjem?

”Nej, aldrig. Den eneste grund til, jeg tager hjem er pga. reglerne. Jeg har jo et visa og har ikke lyst til at tage chancen med at blive længere, hvis det gør til, at jeg ikke må komme ind i landet en anden gang.”

Har du skrevet dagbog over dine oplevelser?

”Det var egentlig meningen at skrive dagbøger, men det er ikke blevet til noget. Til gengæld har jeg haft rejsebøger, hvor andre mennesker har skrevet til mig.”

Har du taget billeder?

”Jeg har taget mange billeder, særlig fra Canada. I begyndelsen brugte jeg mit spejlrefleks kamera, men i dag bruger jeg bare min telefon. Det blev for besværligt at finde kameraet frem fra rygsækken og pakke det ned igen. Det handler også om pladsen i rygsækken.”

 

Sanne synes, livet er alt for kort til at blive afventende i Danmark, hvor hun er født og opvokset. Danmark og Europa kan man altid komme tilbage til, mens store lande som Canada, Alaska og Australien trækker i Sannes længsel efter nye oplevelser.

Sanne har fortalt mig, at hun udover USA, Canada, Alaska og Australien også har rejst i Sverige, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Østrig, Schweitz, England, Ungarn, Slovenien, Tyrkiet, Rusland og Qatar. Det tager vejret fra mig og mange spørgsmål presser på. Hvad foretog hun sig alle disse steder? Rejste Sanne en gang imellem sammen med andre mennesker eller har det altid været alene? Hvordan er det at skabe nye relationer med så jævnlige mellemrum for så at tage afsked med hinanden?

I Spanien har Sanne gået Caminoen på 500km. Jamen, hold da op! Den vil jeg også gerne høre om. Det glæder mig, at Sanne har lyst at mødes i det nye år over en kop the eller to, for jeg synes slet ikke vi er færdige.

Som noget af det sidste spurgte jeg Sanne, om det er rigtig forstået, at hun har tillid til at verden er et godt sted og vil hende det godt? Jeg fik følgende svar: ”Ja, jeg tror på, at 99% af alle mennesker er gode, så der er ikke noget at være bange for. Selvfølgelig skal man være streetsmart, og man skal følge sin mavefornemmelse, men jeg har aldrig oplevet noget frygteligt.”

Mange tak til dig, Sanne for en spændende samtale. Pas på dig selv.

Sanne Byrgesen
Sannes eget foto

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *