Interview med strikker Anne-Marie Rytter Pedersen fra Låsby

Hvorfor strik? ”Strik giver ro og koncentration. Jeg bruger strik som en ventil og vil sige, at det er nødvendigt for mig at strikke, for at have det godt. Har jeg en sjælden gang ikke mit strikketøj med mig, kan jeg næsten opleve en angstfornemmelse, for hvad skal jeg så med hænderne. Strikning er en del af mig og en nødvendighed.”

Anne-Marie var som lille meget urolig og sov kun 6 timer i døgnet. Dette spottede hendes farmor, da Anne-Marie endnu ikke var så gammel. Farmoren var rolig og blid af sind og satte sig for at hjælpe Anne-Marie. I en alder af kun 3½ år forsøgte farmoren at lære Anne-Marie at strikke. Det lykkedes med morens hjælp og da Anne-Marie blev 8 år, gik hun i gang med at strikke store sweatre. Roen indfandt sig samtidig med strikningen.

”Jeg tror, at jeg har en diagnose med noget ADHD, for jeg har lidt for meget energi. Min koncentration smutter, hvis jeg ikke har mit strikketøj. Det er nødvendigt for mig at strikke for at holde koncentrationen. Som barn fik jeg meget skæld ud og stod ofte udenfor døren i timerne, da jeg gik i skole, fordi jeg forstyrrede de andre. Det var en svær skolegang og blev først bedre, da jeg kom i gymnasiet. Dengang måtte man nemlig gerne strikke i undervisningen.”

”Men min farmor hjalp mig i gang med strikningen. Jeg kunne læse inden jeg begyndte i skole, men læste dog ikke strikkeopskrifterne. Derimod tegnede jeg selv mønstre og strikkede derefter. Jeg gør det, at jeg strikker en prøve og så måler, hvor stort arbejdet skal være og måler personen, der skal bære den færdige bluse. Så går jeg i gang med at strikke. I dag kan jeg godt følge en opskrift, men jeg strikker stadig prøver inden jeg går i gang med selve arbejdet.”

Hvornår strikker du? ”Jeg strikker, når jeg kan. Strikketøjet er altid tæt på mig. Selv når jeg kører bil, ligger det på passagersædet ved siden af mig. Jeg kan sagtens finde på at strikke en pind, når jeg holder for rødt, men jeg sætter mig aldrig bare for at strikke. Det er som om, at strik er en større del af mig, og jeg strikker når jeg ser tv eller læser en bog. Bogen ligger på bordet foran mig, så jeg kan læse og strikke samtidigt. Det er som terapi for mig at strikke.”

Så du har altid strikketøj med dig? ”Ja, det har jeg. På mit job, holder vi hver uge tirsdagsøde, hvor jeg hver gang strikker en babyvest. Skulle det utænkelige ske, at jeg ikke har strikketøjet med mig, tegner jeg i stedet under mødet, så mine hænder er beskæftiget. Gør jeg det ikke, kommer jeg til at forstyrre de andre. Man kan sige, at min utålmodighed skaber kreativitet for mig. Mine kolleger ved godt, at det er godt for mig at strikke. Jeg er talepædagog og normalt ude i institutioner ved børn og har en travl arbejdsdag. Det er godt, at jeg har mange ting at se til på arbejdet.”

Hvad strikker du? ”Jeg strikker babyvestene og f.eks. pixiehuer og trøjer. Så har jeg strikket mange Sara Lund sweatre. Det er blevet til mere end 100 over nogen år. Det sker ved, at jeg måske strikker en sweater til en kollega ude på en institution. Når den er færdig, vil de andre også gerne have en. Det er jo tykt garn, så jeg strikker sådan en sweater på et par aftener. Sidste år strikkede jeg 96 babyveste og trøjer.”

Strikker du meget på bestilling? ”Jeg har strikket hele mit liv, og strikker til kolleger, lærere, deres børnebørn, mine egne børnebørn. Jeg skal ikke have noget for at strikke, men de køber selvfølgelig garnet. Jeg strikker ikke i acryl, og helst i ren uld. Jeg har strikket et par lyserøde underbukser til min fætter, da han blev 50. Da han ikke vidste, hvad han ønskede sig, sagde jeg at jeg ville strikke underbukserne, og han skulle bære dem på dagen. Den var han med på.”

Er der nogen steder, du ikke strikker? ”Jeg strikker ikke i kirken ved begravelse, men ellers kan jeg godt strikke, når jeg er i kirke.”

Strikker du sammen med andre mennesker? ”Nogle gange mødes jeg med veninder, hvor en af de andre også strikker, men det er ikke sådan, at jeg ser hen til at strikke, hverken alene eller sammen med andre. Jeg strikker, fordi det er det, jeg gør, og det jeg skal. Min ældste datter strikker også, men hun strikker ikke prøveklud inden hun går i gang med arbejdet, så hun må pille op en gang imellem, når det ikke passer.”

”Jeg har en sjov oplevelse, jeg gerne vil fortælle. Det var en sommer, hvor jeg sad på en færgeoverfart og strikkede. På samme bænk som jeg, sad der en pige og hendes forældre. Pigen havde krudt i rumpen og gik på et tidspunkt væk med hendes mor. Faren fortalte, at pigen var 9 år gammel og overfarten var svær for hende, da hun havde så meget energi i kroppen. Jeg fortalte om min egen svære skolegang pga. uro i kroppen, og da pigen og hendes mor vendte tilbage, udbrød pigen, at mit strik så flot ud. Jeg spurgte, om hun havde lyst til at prøve at strikke. Det ville hun gerne, og heldigvis havde jeg et sæt pinde og noget garn i tasken, som hun fik lov at øve på. Det endte med, at moren filmede hende imens hun lærte at strikke og forældrene sagde, at de aldrig før havde set hende være rolig i så lang tid. På 45 minutter havde hun fanget, hvordan det er at strikke. Det synes jeg er en sjov historie.”

”Det kan ses på mig, at jeg strikker. Det yderste led på min venstre pegefinger, er mindre end på den højre. Det griner mine børnebørn af.”

Jeg siger mange tak til Anne-Marie for behagelig samtale og brug af billederne.

Klik på billederne, så de forstørres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *