Interview med trædrejer Gert Nordgaard

Gert Nordgaard er trædrejer og bor i Fredericia.

Gert drejer træ hjemme i sit værksted. Han har drejet træ i godt og vel 20 til 25 år og gør det af lyst, fordi han finder, at træ er et utrolig lækkert og varmt materiale at arbejde med. Gert fortæller, at han holder mest af at arbejde med dansk træ. Han har skam købt lidt oliventræ, men hvorfor egentlig, når vores danske træer er lige udenfor døren.

Hvad kan du fortælle om trædrejning? Træ er et utroligt fascinerende materiale at arbejde med. Jeg kikker efter, hvilke muligheder træet har. Der kan være knaster, aftegninger. Vor Herre har jo hjulpet med at forme træet, og man ved aldrig helt, hvad man finder. Jeg kan begynde et arbejde med en ide om at dreje en skål, som jeg i mit hoved har et billede af, men træet gør en gang imellem, at resultatet bliver noget andet. Jeg kan vældig godt lide naturkanter, som også ses på et af mine billeder. Jeg kunne fortælle rigtig meget teknisk, men når man drejer fugle, drejer man på langs af træet. Skålene drejer man ind fra siden. Først den udvendige form, vender dem om og udhuler dem til sidst. Hvis man vil dreje en skål i vådt træ, drejes den ned til en tykkelse på 10% af diameteren. F.eks. en skål på 30cm drejes ned til ca 3 cm tykkelse. Så smører jeg skålen med en blanding af hvid snedkerlim og vand. Når skålen er tør efter 8 uger, kan den drejes færdig uden at den revner. Det er vigtigt at have skarpe jern, når man drejer.

Hvad kigger du efter i et stykke træ? Jeg kigger efter, om det er revnet lidt eller der sidder et søm indeni. Det er ikke sikkert, men når jeg kommer ind i det, bliver det måske til noget helt andet end jeg havde plan om. Det var så det, det kunne blive til. Arbejdet udvikler sig undervejs.

Fælder du selv træerne? Ja, det gør jeg nogle gange. Når jeg har fældet det, skærer jeg det op i ca. 2 meters længde og begynder det at revne i enderne, skærer jeg bare et stykke af. Det kan bruges i brændeovnen.

Er det almindeligt, at træet revner, når det er fældet? Ja, det er det. Hvis man fælder og lader træet ligge i en længere periode, er der risiko for, at det flækker eller revner. Det er mens, det er friskt, man kan arbejde i det. Når produktet er færdigt, vil det gi’ sig en smule. Efter noget tid, er det godt at give det linolie eller bivoks. På den måde bevarer man varmen fra træet i modsætning til, hvis man bruger lak, ligesom på de masseproducerede produkter fra butikkerne. Det er en slags plastik med lak.

Hvilke ting kan du lide at dreje? Det er meget forskelligt. Der er et utal af muligheder, men senest har jeg drejet en del fugle. Saltkar, strikkeskåle og dåser med låg er også ting, jeg drejer. Jeg drejer også ballustrer på bestilling, hvis en er gået itu. Det er der nu ikke så mange udfordringer i og ikke så sjovt som at tage et stort stykke træ at skære i.

En baluster er de lodrette stave, som bærer håndløberen på trappegelænderet.

Kan man arbejde med alt træ? Det kan man stort set godt. Sådan noget som frugttræ, synes jeg er rigtig flot. Guldregn er helt sort indeni. Hvis den bliver gammel nok, bliver den samtidig tyk nok til at arbejde med. Billedet med farverne er guldregn. Jeg har også hentet gammelt træ fra en mose, der måske var 2000 år gammelt. Det er lidt sjovt. Men når man har drejet i så mange år som jeg, er der mange som ved, at jeg er interesseret i træ. Det er intet problem at finde træ. Klik på billederne for at forstørre.

Hvad gør du med de ting du fremstiller? Jeg sælger det meste. En gang imellem tager jeg på markeder, men ellers er det på galleri eller via Facebook. Men der kommer også folk fra forskellige steder i landet for at købe en gave. Det er en form for skulderklap, at folk gerne kører en time eller to for at handle ved mig.

Men Gert, hvad er det egentlig, det giver dig at dreje i træ? Når jeg sætter mig til arbejdet, er jeg nødt til at koncentrere mig. Jeg glemmer alt, hvis det f.eks. har været en dårlig dag og nogle gange er der pludselig gået 3-5 timer. Det er dejligt afstressende. Man får et resultat, der ser godt ud, og det giver en form for ro i sjælen. Når jeg har været ude at fælde et træ, får jeg samtidig en fin naturoplevelse. Det er ikke kun at dreje, men hele oplevelsen. Eller jeg tager hunden med til stranden, hvor jeg finder noget drivtømmer, som kan bruges til at sætte fuglene på. Nu spørger du nok, om jeg også bruger strandstenene. Det kunne jeg godt, for jeg kunne bore et hul igennem og bruge dem til at sætte fuglene på, men jeg er nu engang mest en træmand.

Har du nogensinde fortalt om det at dreje træ? Ja, masser af gange, f.eks. i forbindelse med undervisning. Det er jo ved at være In at dreje i træ, og der er rigtig mange trædrejere på vej. Jeg vil gerne opfordre alle nybegyndere at tage på kursus, hvor man lærer, hvordan man holder på jernet. Sikkerheden er lige så vigtig at have kendskab til. Jeg mener, at der er en decideret uddannelse i Norge og England, men ikke her i Danmark.

Har du drejet noget, som du er særlig glad for og stolt af? Hjemme har jeg en stor urtepotteskjuler, som jeg er meget glad for. Men det jeg bliver allermest glad for er, når nogen kommer for at hente en gave, jeg har drejet. Indimellem får jeg skæld ud, hvis jeg kommer til fest eller fødselsdag og har købt en gave. Folk vil helst have noget i træ, jeg har lavet.  Klik på billederne for at forstørre.

Har du nogen kollegaer, du kan dele interessen med? Ja, en gang imellem mødes jeg med andre, som også drejer træ, men det kan jo være lidt svært at arbejde sammen, fordi der er brug for en drejebænk. Men det sker da, at vi mødes og hygger os. En gang om året i oktober er der møde i Viborg, hvor trædrejere fra norden kommer. Det er en weekend, som kaldes Kreativ Trædrejning. Her skiftes vi til at demonstrere for hinanden, hvad det er vi laver. På den måde er det godt at få ny inspiration. Deltagelse kan varmt anbefales.

Hvorfor ville du gerne interviewes om trædrejning? Man må jo gøre, hvad man kan for at udbrede håndværket.

 

Jeg siger mange tak for samtalen. Det var interessant og lærerigt. Jeg er oprigtig begejstret over det smukke håndværk. Desuden er jeg så heldig, at jeg har fået en invitation til Fredericia, hvor jeg må prøve at have træ mellem hænderne. Det er meget muligt, at jeg tager invitationen bogstaveligt.

Til nybegyndere i trædrejning er anbefalingen om at tage på kursus hermed videregivet! Det handler om viden og sikkerhed. Sidst, men ikke mindst har betegnelsen Træmand fået en helt ny betydning.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: