Interview om Køge Kunstforening med formand Gitte Dyrløv

Denne jul lykkedes det at handle samtlige julegaver i Køge. På min vej gennem de menneskefyldte gader, passerede jeg adskillige gange butiksruderne i Vestergade 10, hvor stemningen, farverne og de unikke ting hurtigt lokkede mig indenfor. Kunst under træet stod der i vinduet. Det lød fristende.

Indenfor måtte jeg gå flere runder for at kigge nærmere på de enkle ting inden jeg tøvende, men af tidsnød forlod butikken. Jeg vidste, at det ikke blev sidste gang, jeg besøgte nr. 10 i Vestergade. Det var naturligvis Køge Kunstforening, som stod for udstilling og salget af de fine kunstværker, der bl.a. bestod af billedmalerier, stregtegninger, keramik, pileflet, håndlavede dukker og smukke kunstværker, som hang fra loftet. Et temmelig bredt udvalg af kunsthåndværk, og dermed noget for enhver smag og i øvrigt også pengepung.

På trods af decembers travlhed var der noget ved Køge Kunstforening, som bed sig fast og som forventet besøgte jeg butikken hele 3 gange op til jul og måtte til sidst melde mig ind i foreningen.

Siden har jeg haft fornøjelsen af en samtale med formanden for kunstforeningen, Gitte Dyrløv. Noget, som slet ikke er nødvendigt for at melde sig ind i Køge Kunstforening, for det blev klaret så fint i butikken, men jeg var mere nysgerrig og glad for, at Gitte tog sig tid.

Hvorfor mener du, at det var en god ide, at jeg meldte mig ind i Køge Kunstforening? Du er nu med til at støtte kunst og kultur i Køge kommune. Det koster 200 kr. om året, som bl.a. giver dig 10% på alt, du køber.

I Kunstforeningen forpligter vi os til at levere kunst og kultur til borgerne i Køge. Vi har 2 årlige events, hvor vi forsøger at nå lidt bredere og inviterer både kunsthåndværkere og etablerede kunstnere. Som f.eks. Kunst under træet fra midt i november til slut december i år. 29 kunstnere udstillede og solgte rigtig godt.

Til næste år bliver Nadia Plesner et af de store navne med foredrag og udstilling af hendes seneste værker. Nadia Plesner er dansker og var kvinden, som udfordrede og vandt over det verdenskendte Louis Vuitton i en sag om rettigheden til at udstille sin egen tegning med et barn, der i den ene hånd holder en taske Louis Vuitton mente, lignede en af deres tasker. 

Kan jeg som medlem af Kunstforeningen udstille egne produkter? Du er meget velkommen til at sende os billeder af din kunst, som så bliver taget op til vurdering. Vi er lidt sære og sarte, fordi vi gerne vil bidrage med emner, der ikke er set før. Vi går op i forskellighed, og at kunsten kan bære at være i en fælles udstilling. Men som sagt er du velkommen til at sende til vores postkasse, hvor vi gemmer de indsendte tilbud.

Har Køge Kunstforening en målsætning? Ja, udover at give folk en positiv kunstoplevelse, har vi et inderligt ønske og mål om at finde permanente lokaler i Køge centrum, hvor vi kan udstille kunsten og forankre foreningen, så borgerne ved, hvor de kan finde os. Lige nu er vi afhængige af flinke mennesker, som hjælper med tomme lokaler, men det optimale er naturligvis et fast sted. Det kunne sagtens være et sted, hvor vi indgår i et samarbejde med andre. Vi ser os selv som værende et godt bidrag i mange sammenhænge. Som eksempel kunne det være sammen med kunstnerværksteder, men vi er åbne for alle muligheder, så lokalerne kan bruges optimalt. Blot er det vigtigt, at placeringen ligger i centrum. Vi vil rigtig gerne give folk en kunstoplevelse, når de er på vej til et eller andet. Det behøver ikke være en hel udflugt at opleve kunst. Det er lige så fint, hvis ikke bedre, at kigge ind samtidig med andre ærinder i byen.

Køge er en by i vækst med ca. 60.000 indbyggere. Vi er heldige at have KØS, som oprindeligt udsprang af Køge Kunstforening, og vi er heldige at begge steder kan noget forskelligt. Vi søger hele tiden fonde om støtte til udstillinger og arrangementer og håber, at det snart lykkes at finde permanente lokaler, som Køgeborgerne kan få glæde af.

Jeg siger Gitte Dyrlev tak for behagelig samtale. Jeg tror, at mit valg om at indmelde mig i Køge Kunstforening på en eller anden måde kan blive et vendepunkt omkring min nysgerrighed og interesse for kunst. Selv er jeg ikke kunstner, men jeg er glad for håndarbejde, farver, former, tekstil og garn. I virkeligheden er jeg glad for det meste, som vi mennesker kan skabe med vores hænder. I takt med den digitale tidsalder, trænger håndværket sig mere og mere på. Vi har brug for det, vores børn har brug for at kende til de muligheder, det er at skabe noget unikt. Det giver en ubeskrivelig tilfredsstillelse.

Jeg håber, at Køge Kunstforening snart finder en central og permanent adresse. Foreningen har eksisteret siden 1946, så den er kommet for at blive. Jeg glæder mig til kommende udstillinger og events.

www.koegekunst.dk kan du læse mere om foreningens historie, planer for 2019 og se skønne billeder fra tidligere udstillinger og arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: