Interview om syning med Mia Monique Schmidt

Det kan forekomme som en lang vej fra Brasilien til det franske Cirkus Archaos og endnu et stykke vej til Danmark. Mias historie er da heller ikke helt almindelig.

På dåbsattesten hedder Mia Noemia Chagas, men gennem tiden er navnet via kolleger blevet forkortet til Mia. Siden 1991 har Mia, der dengang var 23 år boet i Danmark, hvor hun har taget en uddannelse som pædagog og 20 år senere endnu en uddannelse som tekstilformidler. Mia er født i Bahia i Brasilien.

Mia arbejder i dag glad og tilfreds som pædagog, men en passion for at sy har gennem årene presset på og fik bl.a. konsekvens i tekstilformidlingen.

Det er et velkendt fænomen, at mange mennesker forbinder Brasilien med karneval og letpåklædte, dansende kvinder. Mia fortæller intet om hendes påklædning, når hun førhen dansede, men som danselærer i en ung alder i Brasilien, førte dansetrinene hende på turné med det franske cirkus Archaos op gennem Europa.

Hvilken rolle havde du i dette cirkus? Jeg dansede brasiliansk dans og var ansvarlig for de brasilianske dragter og kostumer. I Frankrig fik jeg senere en 1-årig kontrakt på et modeljob, som førte mig til Danmark. Det var her, jeg mødte min eksmand, som i et år pendlede fra land til land for at være sammen med mig. Vi giftede os, men der gik et år inden jeg bosatte mig i Danmark.

Havde du allerede dengang kendskab til syning, siden du fik ansvaret for dragterne og kostumerne? Ja, det havde jeg. Min mor var skrædder og lærte mig i en tidlig alder at sy tøj til mine dukker. Jeg elskede at sy. Min mor syede brudekjoler og særlig den slags, man i Brasilien bruger, når en kvinde dør. Når den døde ligger i kisten, får hun en speciel brudekjole på, som regel i sort eller lilla, hvis det er en enke.  Kjolen er en halv kjole uden ryg, som kun dækker forsiden af kroppen. Kvinden får ikke kjolen rigtig på, men ligger med den lagt på sig. Der går ikke længe fra hun dør til hun skal brændes, så skrædderen skal kunne sy rigtig, rigtig hurtig. Er det et barn, som dør, er tøjet hvidt. I Brasilien bor der over 270 millioner mennesker, og der er mange forskellige religioner med forskellige traditioner, så denne her er bare én måde at gøre det på, når en kvinde dør. Men jeg lærte at sy, og blev glad for det.

 

 

Rejser du hjem til Brasilien engang imellem? Nej, det gør jeg ikke. Sidst jeg var hjemme var i 2002. Min mor er død, men resten af familien bor i Brasilien. Nu er min familie min datter og jeg. Hun er 11 år og har også lært at sy.

Hvorfor uddannede du dig til tekstilformidler? Oprindelig søgte jeg ind på designskolen, men fik afslag og endte med at blive pædagog. Det er jeg som sagt rigtig glad for, men efter 20 år fik jeg lyst til noget andet. Jeg savnede at sy og designe tøj. Jeg har syet lidt gennem årene på bestilling, men jeg vil gerne gøre det på fuld tid. Derfor tog jeg uddannelsen, som bare bekræftede min lyst. Det var nærmest terapi for mig at sy og jeg tænkte, at dette her ville jeg gerne satse på. Jeg bliver så glad af at sy.

Hvordan kom du til at sy på bestilling? Jeg dansede til karnevallet og designede på et tidspunkt en bh, som jeg syede til en anden, der dansede. Jeg tegnede flere modeller og især til kvinder, der ikke er helt slanke, men endte med at sy en enkelt model, som jeg solgte en del af.

Da jeg skrev min bachelor, interviewede jeg over 700 kvinde om, hvad de kunne lide ved undertøj. Jeg havde skrevet et spørgeskema og stod bl.a. på biblioteker, hvor der hele tiden kommer nye mennesker. Det var korte interview på 5-10 min, men jeg fik talt med mange og dannet mig et indtryk af, hvad kvinder sætter pris på ved undertøj. Jeg brugte 3 måneder på undersøgelsen. Siden da har jeg syet undertøj til svært overvægtige kvinder.

Hvordan annoncerer du for dig selv? Det gør jeg ikke. Kvinderne kender mig via mund til mund metoden og fra kvinder, der danser samba.

Så hvad er din drøm indenfor design og syning? Jeg drømmer om en lille bitte butik, hvor jeg kan sy børnetøj, undertøj og tilrette kjoler eller sy kjoler på bestilling. Jeg har ingen vilde drømme om at blive stor og rig, jeg ønsker bare at arbejde med noget, som gør mig glad og som gør andre mennesker glade. Når kvinderne kommer til mig for at få syet undertøj, som passer præcis til dem, bliver de så glade at det er hele arbejdet værd. Jeg vil gerne hygge om kunderne og give dem en god oplevelse, når de handler hos mig. Det skal ikke være dyrt tøj, det vigtigste er at kunderne er tilfredse.

Hvad er det for noget med børnetøj? Jeg elsker at sy børnetøj. Det er svært at konkurrere med de dyre mærker, men jeg holder af at designe og sy til små børn. Det skal være tøj, der er eksklusivt og lidt anderledes og end det, som allerede er på markedet. Jeg har syet mange kjoler med brasiliansk præg til børn i vuggestue og børnehave. Jeg har solgt på julemarkeder og må ofte sige nej til bestillinger, da jeg ikke har tiden.

Hvad gør du i mellemtiden for at arbejde hen mod en butik? Jeg forsøger så godt som muligt hjemmefra. Jeg kunne sagtens gøre det mere, men jeg har et ansvar for min datter, som er grunden til, at jeg fortsat arbejder som pædagog. Det er vigtigt at sige, at jeg er meget glad for mit job med børn. Men drømmen er en lille butik, hvor jeg går solo.

Mine forældre var selvstændige. Jeg kommer fra en familie, hvor man har haft egen forretning gennem generationer. Min far ejede en forretning, hvor han solgte mælkeprodukter. Min onkel var selvstændig skomager og min morfar havde sin egen kiosk. Jeg tror på, at drømmen vil gå i opfyldelse. Måske begynder jeg med at gå lidt ned i timer på mit arbejde. Jeg tror på, at den dag jeg tager skridtet helt, vil jeg have nok kunder til at leve af det. Jeg siger ofte, at jeg ikke har tid, men inderst inde ved jeg, at jeg allerede har nok kunder.

Tak for samtalen Mia og held og lykke til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: