Introvert – Dag 1

De næste 7 skrivedage er emnet Introvert

Hvad vil det sige at være introvert?

I den fysiske synonymordbog fra 1980’erne er ordet ikke repræsenteret.

I den fysiske dansk-dansk ordbog er ordet oversat til indadvendthed og sjælelig tillukkethed.

I den digitale synonymordbog 2018 forklares ordet med indadvendt, indesluttet, forbeholden, fåmælt, kontakthæmmet eller utilnærmelig.

 Begreberne ekstrovert og introvert stammer fra Carl Gustav Jung, som brugte betegnelserne til menneskers indstilling til omverdenen.  Jung var en schweizisk læge og psykiater og levede fra 1875 til 1961. Det skal nævnes, at begreberne var på tale allerede flere hundrede år tidligere, men det var Jung, som satte fokus og fik anerkendelsen.

Det er kun muligt at tale for sig selv, men der er dog en overordnet rød tråd for begrebet Introvert.

Introverte lader deres batterier op ved at være alene, mens ekstroverte lades op ved at være blandt mange mennesker.

Introverte drænes for energi ved at være for længe sammen med mange mennesker, mens ekstroverte har det modsat. Altså drænes for energi ved at være alene for længe.

Bemærk, at den introverte intet har imod at være selskabelig, blot det ikke er for længe af gangen eller for ofte. Det vil sige, at du som introvert sikkert ikke er den sidste, der forlader festen eller du springer helst fest nummer 2 over den kommende weekend. Der har du nemlig behov for at restituere og nyde weekenden i ro og fred.

Beklageligvis opfattes introverte ofte som generte og sky mennesker, der intet siger og helst holder sig langs gulvpanelerne i større sammenhænge. Men der er stor forskel på at være introvert og genert. Er du introvert kan du sagtens hvile i dig selv og svare for dig, mens en genert person kan føle det ubehageligt at være sammen med mange mennesker. Introverte mennesker er som ofte lyttende og tænker før de taler. Det er mere reglen end undtagelsen, at en anden har svaret inden den introverte har gennemtænkt et fornuftigt svar og får det sagt højt. Til større fester vil du som introvert nyde at stå i et hjørne og tale med en enkelt person, fremfor midt på dansegulvet i en større forsamling. Det er beklageligt, at introverte kan opfattes forkert, idet følgen kan blive, at den introverte ikke bliver medregnet som en mulig, kompetent ressource i f.eks. arbejdssammenhænge.

Udefra set kan det måske virke som om, den introverte keder sig i større sammenhænge, men i virkeligheden finder vedkommende det interessant at betragte og lytte til andre mennesker.

Et eksempel på, hvordan en introvert kan have det. Lad os kalde ham Adam.

En lang arbejdsdag er slut. Det har været en god dag med opgaver, der er afsluttet via 2 lange møder og telefonsamtaler med forskellige fagfolk. Adam glæder sig til at komme hjem, hvor han vanen tro vil låse hoveddøren og vide, at han er alene og ikke behøver at tale med flere denne dag. Adam låser hoveddøren, så ingen kan komme uventet ind. Det er aldrig sket, at nogen har trådt uventet ind af døren, og det er usandsynligt, at det skulle ske. Men den låste dør giver Adam en fornemmelse af ro og privatliv. Han vil bruge aftenen på at surfe rundt på nettet, læse, drikke en kop kaffe og måske se lidt tv. Det samme som de fleste andre mennesker. Det vigtige for Adam er fornemmelsen af at trække sig tilbage for dagen og få ro.

Dette var en kort intro til det at være introvert. Det er helt ok at være introvert, og der er mange flere end man måske lige skulle tro, men der bliver ikke talt højt om det. Herunder ser du en lille håndfuld kendte mennesker, der siges at have været og er introverte.

Nogle af menneskehedens mest kreative og anerkendte personer er introverte. Det gælder for eksempel notabiliteter som Charles Darwin, J.K. Rowling, Albert Einstein og Mahatma Gandhi. (Denne information er hentet fra www.videnskab.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *