Introvert – Dag 2

Introvert Dag 2

Hvordan er det at være introvert i en verden, hvor de ekstroverte værdier har stor prioritet?

For en del introverte mennesker, vil det korte svar være; Anstrengende.

En introvert kvinde i 40’erne har udtalt, at hun kan opleve sig selv tale ivrigt i selskab med mennesker, som hun mener er ekstroverte. Hun vil gerne vise, at hun er med i deres tone og deres jargon. Men fordi hun normalt ikke er i dette højere gear, bliver hendes tone skinger. Det tager tid for hende at finde roen i sig selv igen. De store armbevægelser er ikke gode for hende, og de er ikke autentiske. Hun er en dårlig udgave af sig selv, når hun forsøger at virke ekstrovert, for at være en del af gruppen.

Som introvert kan det føles som at være udenfor det store fællesskab. Det ser ud som om, at gruppen med mennesker, der elsker at feste, griner højt, smider om sig med billeder på de sociale medier alle tider af døgnet, er den gruppe, som er størst. Det vil sige, at man som introvert kan føle sig anderledes og måske forkert. Man passer ikke rigtig ind. Man er ikke helt sikker på om man er velkommen, for andre synes måske, at man er kedelig, fordi man ikke taler så meget.

Det er ikke sikkert, at tingene forholder sig sådan, men indtil flere har udtalt sig nogenlunde enslydende.

En anden mand, lad os stadig kalde ham Adam, i 30’erne fortæller, at han ikke er glad ved de åbne kontorlandskaber på hans arbejde. Der er sjældent ro, fordi hans kollegaer glemmer at overholde deres aftale om, at gå hen til hinandens skriveborde, hvis de skal tale sammen, men lige råber en kort besked gennem lokalet, som den anden så svarer på og ofte med en eller flere unødvendige sidebemærkninger. Det er støj. Kollegaerne er ellers flinke, og de kan være hyggelige at drikke en fyraftensøl med en gang imellem, men det er vanvittigt generende, at der ikke er arbejdsro. Det handler om selve støjniveauet og den ligegyldige snak.

Åbne kontormiljøer skulle være opfundet for at fremme de sociale relationer og skabe bedre trivsel blandt medarbejdere. Adam er egentlig glad for hans kollegaer, men ville trives langt bedre ved at sidde i et kontor med færre mennesker, måske i virkeligheden alene. Han ville finde det rart at føre korte samtaler, når han henter en kop kaffe, frem for at skulle lytte til det, som han opfatter som unødvendig snak dagen igennem. Man kan fristes til at tro, at Adam ville arbejde mere effektivt, hvis hans fysiske rammer var anderledes. Men ofte skal et ønske om arbejdsro undskyldes og forklares.

Som samfundet er i dag, påskønnes det ekstroverte i langt højere grad end det introverte. Introverte mennesker, der f.eks. har arbejdsvilkår som Adam kan i den grad være på overarbejde hver eneste arbejdsdag. De blive overstimuleret og drænet for energi.

Der er skrevet en del om introverthed, og det fornemmes at der vokser en forståelse frem for det introverte. Som jobsøgende er det mange steder almindeligt med personlighedstests for at finde den helt rigtige medarbejder. Der findes heldigvis jobs, hvor det vægtes, at du er rolig og reflekterende. Velkendte karaktertræk blandt introverte. Det bliver et vendepunkt, den dag en introvert i en jobansøgning har modet til at formulere ønsket om anerkendelse for netop det.

Som introvert er det vigtigt, at du finder balancen mellem nødvendigheden af et socialt liv og hensynet til introvertheden.

Der er stor styrke i introverthed. Det handler teksten om i morgen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *