Introvert – Dag 4

Kære læser, kære introverte og ekstroverte

Jeg har valgt at skrive om Introverthed over 7 dage. Jeg mente, at det ville være let, men har erfaret, at det ikke kommer flydende. Hvorfor mon det?

Jeg tror, at det handler om, at jeg selv har været gennem en proces, fra jeg erfarede at jeg var introvert og der pludselig var ting som faldt på plads til dagen i dag, hvor erkendelsen har fundet sin rolige bopæl i mig. Jeg må sige, at erkendelsen er noget af det bedste, som er sket for mig. Der er så mange ting som giver mening, fordi jeg forstår, hvordan jeg er indrettet. Jeg ved nu, hvorfor jeg gennem hele mit liv har følt mig utilpas i mange situationer, fordi jeg følte mig udenfor fællesskabet selv om jeg burde være på lige fod. Jeg forstår min trang til at være alene, når jeg har haft dage i samvær med mange mennesker, hvor jeg som nøgleperson skulle svare på endeløse spørgsmål og tage beslutninger her og nu. Jeg forstår, at jeg jævnligt har arbejdsdage, hvor jeg reelt bruger mig selv langt mere, end jeg bryder mig om. Der er masser af eksempler, hvor sådanne hektiske dage afsluttes med møder, hvor vi taler om kommende forældrearrangementer, hvor der skal arrangeres sociale lege, eller lejrture med teltovernatning med x antal elever. Teamarrangementer, hvor nogle kolleger er ivrige efter at teambuilde ude i en skov, overnatte på en skole, tilberede mad sammen, spise alle måltider sammen og jeg kunne blive ved. Sådanne dage er jeg nærmest klar til den lukkede afdeling. Jeg kan ikke få luft, og jeg kan ikke overskue at skulle af sted næste dag, hvor det fortsætter. Jeg overvejer seriøst at flytte til nordpolen i en iglo og leve af fisk og kildevand. Ingen forpligtelser, ingen krav på mit privatliv og privat-sfære. Jeg tænker, at jeg må finde mig et job, hvor jeg skal samle to dimesedutter og intet andet.

Sådanne situationer, som jævnligt forekommer i forskellige rammer er fortvivlende tydelige, hvor forskellige vi er som mennesker. Det er sådanne situationer, hvor jeg føler mig kedelig, ubrugelig, ikke-hørt som menneske. Fra det ene øjeblik til det næste går jeg fra at være selskabelig mor, søster, datter, veninde osv. til at være tvær, genstridig, en mokke og ikke til at tale med. Min opførsel bliver indelukket og mut. Alt sammen fordi jeg er under pres og har svært ved at sige fra.

Jeg har lært meget, og er blevet rimelig god til at deale med min introverthed. Det er godt at træde bare lidt ud af min komfortzone og vove pelsen, så at sige. Det må være sundt for alle en gang imellem.

Når jeg modtager en invitation til en festlig lejlighed, jeg har lyst at deltage i, svarer jeg gerne så hurtigt som muligt. Jeg viser, at jeg gerne vil og føler mig en lille smule stærkere ved at give et tydeligt svar. Det hører til sjældenheder, at jeg aflyser noget jeg har sagt ja til.

Jeg er blevet bedre til at takle lejrturssnakken og være ærlig og sige, at jeg gerne tager ekstra opgaver af anden karakter, hvis jeg kan blive fri for at overnatningerne. Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men der er andre muligheder. Jeg mindes en lejrtur med ca. 100 børn og en snes eller mere voksne. Jeg havde prøvet det før og det var hæsligt. Næste tur nægtede jeg at få ondt i maven i dagene op til og under lejrturen, så jeg lagde en plan. Jeg bad om at være den, som kørte i min egen bil til og fra lejren. Derved opsparede jeg privattid. Jeg valgte køkkentjansen, både fordi jeg holder af køkkenarbejdet og det er sjovt at samarbejde med børnene. Det er ikke nødvendigvis så anstrengende at være sammen med børn som med voksne. På den måde vandt jeg noget kvalitetstid frem for at skulle lytte til voksne og deres piv-ligegyldige snak om alverdens banaliteter. Vel at mærke i mine ører. J

Det var stadig en lise at vende snuden hjem og lukke døren efter mig, men det blev en bedre lejrtur end de forrige. Alting bliver nemmere, når tilstande bliver anerkendt og sagt højt. Det afmystificerer. Men det lyder som om, at det er helt naturligt at ønske det store fællesskab, mens ønsket om privattid skal forklares. Det er lidt spøjst.

En vigtig ting er tillige, at jeg har lært at påskønne ekstroverte mennesker. De taler så rigeligt, at jeg ikke behøver det. Ekstroverte mennesker er gode til sjov og ballade, og det kan være sjovt at være med sådan lidt på sidelinjen eller fuldt og helt for en stund. Ekstroverte bliver let glade, når der vises begejstring over deres ideer. Det er jeg hånden på hjertet overordentlig glad for.

Nu blev dette indslag meget personligt og det stik modsatte af, hvordan jeg planlagde skriveforløbet. Jeg vil nødig kloge mig, men så alligevel… Jeg vil opfordre til at være god mod dig selv. Tag en dyb indånding og sig fra – og til. Det føles godt at tage ansvaret på sig. Find kompromiser og vær glad.

 

NB. Billedet viser nabokatten Troels. Han bevæger sig rundt som en introvert, men ytrer sig ugenert og tager den plads, som han rettelig mener er hans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: