Julemarkeder

Julemarkederne rundt om i landet er allerede i gang. På søndag er det den 1. søndag i advent og for mig betyder det, at julen for alvor begynder.

I weekenden d. 7.-8. december har jeg selv en stand på Gammel Køgegårds julemarked i Køge. Det ligger ude i skoven, også kaldet Åsen. Den sidste måneds tid har mit hjem båret kraftigt præg af forberedelserne til denne weekend. En stor del af mit sortiment vil være kunsthåndværk, fremstillet af jeg selv. Det hele ligger fremme, så jeg har overblik over, hvilket arbejde, der skal indstilles og andet jeg vil arbejde videre på. Jeg har sat mig for at repræsentere et begreb “Én af hver.” Ingen kopier, kun en enkelt af hver. Jeg kan godt lide at sætte mål for mit arbejde og gerne presse mig selv lidt.

Nu er jeg så tæt på, at jeg er begyndt at overveje, hvad tingene skal koste. Ikke for dyrt, ikke for billigt, markedsvenlige priser, men det er jo håndværk og unika. Det er ikke nemt. Er det for billigt bliver det ikke regnet for noget og modsat går folk videre uden at købe. Men jeg finder ud af det. Egentlig vil jeg helst sælge rub og stub.

Men – jeg har en bøn med denne blog. Det handler om priser på kunsthåndværk ved julemarkederne. Kunne vi ikke aftale, at se med milde øjne på de valgte priser? Hvis noget lyder for dyrt, så beholder vi de fordømmende tanker for os selv. Måske er grunden ikke specielt indlysende, men prisen må udspringe af et eller andet. Selv kan jeg sagtens synes om en genstand, mens jeg er uenig i prisen. Det ændrer ikke på, at jeg synes om håndværket.

Jeg håber på stort fremmøde i Køge skov og selvfølgelig håber jeg på at have så lidt som muligt at pakke ned igen. Jeg glæder mig om ikke andet rigtig meget og håber at vi ses.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: