Kan man få for meget?

Det forhåndenværende betyder, at man bruger de midler, der er til rådighed.

Til et kaffe-strikkemøde fortalte en veninde, at hun havde besluttet kun at strikke af hendes forhåndenværende garn. Der er gået nogle år, og da jeg for nylig spurgte hende, hvordan det gik med hendes beslutning, var hun endnu undervejs. Jeg har set hendes smukke halstørklæder i skønne mønstre, vanter i varme farver og sokker i imponerende striber og mønstre. Alt sammen i blød uldgarn og lige mine efterårsfarver. Hun er så vidunderlig dygtig til at strikke.

Det gjorde indtryk på mig dengang med udtrykket Det forhåndenværende og jeg tog straks begrebet til mig på mere end garnniveauet. Mine depoter bugner nemlig også af garn, vi taler om kassevis af garn. Jeg har været igennem nogle gange og med hård hånd sorteret fra og til, så mit lager i dag består af bomuldsgarn i to tykkelser samt uldgarn og mohairgarn. Jeg har heldigvis ikke rigtig dyrt garn. Så jeg strikker og hækler som gjaldt det en olympiade. Det er en fornøjelse, og giver ro at beslutningen er taget for lang tid siden. Der skal ikke købes mere.

Men som sagt lod jeg det ikke blive ved det. Jeg fik øjnene op for, hvor meget jeg lever i overflod. Det er det rene frås. Jeg har som nævnt metervis af stof og materialer til at sy af, og jeg greb lejligheden til at give mig selv adgangsforbud i stofbutikker indtil mine skabe og hylder er tomme. Hvis mine børn overtager min beslutning, kommer de heller ikke til at sætte deres ben i en stofbutik. Jeg har lager til generationer.

Det var uundgåeligt ikke at kigge på andre områder. F.eks. tøjskabet! Jøsses. For ikke at tale om sko, tasker, køkkenporcelæn, madvarer, servietter, duge, vaser, lysestager og jeg kunne blive ved. Det er helt vildt. Det handler om økonomi, at slæbe flere ting ind i hjemmet og om et syn på verden set sådan lidt fra oven. Hvad skal vi med alle de ting og sager? Ja, jeg spørger bare.

Kan man få for meget?

Jeg vil lade det være op til dig at svare for dig selv, jeg kender godt mit eget svar.

For det meste husker jeg tilstanden, om jeg så må sige, herhjemme, men det hænder jævnligt, at jeg falder i. Således købte jeg i dag hele 4 nye bøger.

Er det skruen uden ende?

Rester af Bomuldsgarn i 8 tråde.
Stof
Lidt mere stof

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: