Kladdehæftet

En pudsig historie.

På mit job har jeg altid et kladdehæfte, hvor jeg skriver huskelister, to do-lister og andre noter. Det er også et godt holdepunkt at bladre tilbage i. Der står ikke hemmelige noter, men det er et af mine private arbejdsrum.

For noget tid siden forsvandt mit hæfte. Gennemsøgning af skoletaske, bunker med bøger og papirer var uden resultat.
Det er aldrig sket før, og en indre, konstant irritationskile summede. Hvordan kunne jeg være så sløset?

Hæftet havde et syet betræk, kreeret som forsøg på let at kunne genkende det i min taske blandt andre bøger og elevers hæfter.
Jeg fortalte mine nærmeste kolleger om sagen. Dage gik uden hæftet dukkede op.
Til gengæld nævnte min kollega, at en elevs madkasse var forsvundet, men til sidst fundet i en papkasse til genbrugspapir.
Det mindede os om en sko, også forsvundet, som dagen efter blev fundet 20 meter længere nede af en gang. Et penalhus var ligeledes væk i et par dage før det dukkede op i et andet klasseværelse.
Vi kiggede på hinanden, men blev tavst enige om, at en sammenhæng ville være for mærkeligt.
I fredags, før påskeferien, var et matematik-løb arrangeret, men grundet regn og snevejr rykkede vi indendøre. (Rykkede siden udenfor, da vejret klarede op) Men min kollega nåede at gemme poster indenfor. I den forbindelse
Var hun rundt lidt atypiske steder og åbnede bl.a et køleskab, der stod midlertidigt midt i et rum uden at være sat i stik. I køleskabet lå mit kladdehæfte!
Hvad skal man sige?
Senere på samme dag, stod vi voksne og kiggede på børn, der regnede sammen og spiste påskeæg. Jeg så over på køleskabet og mindedes pludselig forfatteren Ole Lund Kirkegårds historie om Frode og alle de andre rødder og historien om løbehjulstyven. Tyven, der altid stak af på løbehjul og som viste sig at være den strenge skolelærer.
Jeg fortalte mine tanker til min kollega, som overrasket udbrød: Siger du, at jeg har taget og gemt dit hæfte?
Nej, selvfølgelig ikke. Men ..
Hjemme fra skole flimrede et glimt af en situation ind på nethinden.
Det er af mig selv, der gør et notat i mit hæfte. Et barn spørger, hvad jeg skriver og jeg svarede, at det var ting, jeg skulle huske. Barnet spurgte mig, om det var fordi jeg skulle skrive hjem til nogle forældre, og jeg svarede ja, at det kunne det godt være.
Jeg skriver hjem til forældre med ros og andre ting, som er godt at samarbejde om. Men måske – måske skal jeg til at skrive mere ros.
En løsning på ikke at få skrevet hjem, kan jo være at fjerne lærerens notehæfte for så glemmer hun det vel?

Leave a Reply

%d bloggers like this: