Kolleger / Colleagues

I går mødte jeg tilfældigt en tidligere kollega og håndarbejdslærer. Nu kaldet Håndværk og Design-lærer. Det er mange år siden, jeg har set hende, men vi faldt hurtigt i snak om håndarbejde. Det var som at genoptage en samtale fra et par timer siden. Men vi skiltes, jeg bad hende hilse vores fælles kolleger og hun ønskede mig alt det bedste med udgivning af bøger og kunsten at overleve i ny arbejdsidentitet.

De sidste par år har jeg talt og mødtes med mange mennesker, især kvinder, som har en stor interesse i at udtrykke sig kreativt, ligesom jeg selv. Det er et behov og en ild, der brænder indeni. For mit eget vedkommende er det samtidig et inderligt ønske om at beskæftige mig med noget meningsfyldt og noget, jeg holder af. Jeg er glad, når jeg arbejder med garn, stof, sytråd, en lille malerpensel eller noget andet med hænderne. Mange nætter forstyrrer ideer min søvn, da de ikke er styret af 8-16 kontortid. Det er ikke sådan lige at lukke ned for kreativiteten. Sådan er det, når man brænder for noget. Jeg er sikker på, at jeg lige nu gentager mig selv fra tidligere.

I går havde jeg måske fingrene i for meget, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at min symaskine er død. Jeg bør ikke klage, for den har virkelig syet rigtig, rigtig meget i mange år, men jeg havde på fornemmelsen, hvor det bar hen. Den er blevet passet, støvet af, olieret og fået pauser i syningen, men nu kan den ikke længere. Det er en trist dag. Jeg har haft skilt den ad og nusset kærligt om den, men lige meget hjælper det. Den har sagt stop og det må jeg respektere.

Dette betyder, at bunker med klippet stof ligger på standby. Det er tid til en grundig oprydning i mit værksted, og tid til at slå sløjfe på et par andre projekter.

Billedet viser en prøve på noget, jeg endnu ikke ved kommer rigtigt til live. Vi får se. Men et er sikkert – Det var hyggeligt, at se min eks-kollega i går, og jeg har brug for hendes hilsen om alt det bedste. Bøgerne bliver skrevet og udgivet, men dét at overleve økonomisk freelance er en kunst. Jeg håber, at Mettes skulderklap virker og ønsker godt salg af både bøger, kunsthåndværk og håndarbejde den næste tid for alle de medsøstre og mænd, der ihærdigt arbejder på samme udfordring som jeg. Har du lyst til at sprede mit ønske, skal du være hjertens velkommen. Tak.

***********************************************

Yesterday I accidently met a former colleague and handwork teacher. Now called Craft and Design-teacher. It’s been years since I’ve seen her, but we quickly got into conversation about needlework. It was like resuming a conversation from a few hours ago. But we parted, I asked her to greet our fellow colleagues and she wished me all the best with bookpublishing and the art of surviving in new work identity.


The last few years I have spoken and met with many people, especially women, who have a great interest in expressing themselves creatively, just like myself. It’s a need and a fire that burns inside. As far as I am concerned, it is also a dear wish to do something meaningful and something I care about. I am happy when I work with yarn, fabric, sewing thread, a small paint brush or something else with my hands. Many nights ideas disrupt my sleep as they are not guided by 8-16 office hours. You don’t just shut down creativity. That’s what it’s like when you’re passionate about something. I am sure, I am repeating myself from earlier.


Yesterday I might have had my hands on too much, I don’t know. But I know my sewing machine is dead. I shouldn’t complain because it’s really been sewn up really, really much for many years, but I had a feeling where it was going. It has been looked after, dusted, oiled and paused in sewing, but now it can no longer. It’s a sad day. I’ve had it taken apart and cuddled lovingly about it, but it doesn’t help. It has said stop and I have to respect that.


This means that piles of clipped fabric are on standby. It’s time for a serious cleanup in my workshop, and time to loop on a few other projects.


The picture shows a sample of something I’m not sure is coming to life for real. We’ll see. But one thing is for certain – It was nice to see my ex-colleague yesterday, and I need her regards about all the best. The books are written and published, but surviving financially freelance is an art. I hope Mette’s pat on the shoulder works and wish good sales of both books, handicrafts and needlework the next time for all the fellow sisters and men who are working diligently on the same challenge as I. Feel free to spread my wish. Thanks.

Leave a Reply

%d bloggers like this: