Kreativitet – 2. marts 2019

2. marts 2019

Besøg hos kunstnerparret Ole Bach Sørensen og Annette Sjølund

I dag var jeg inviteret til the hos Ole Bach Sørensen og Annette Sjølund. Har du tidligere læst med om Ole, ved du, at han og Annette bor både i København og på Stevns. Jeg mødte dem i dag i den store lejlighed på Gothersgade. Kunstnerhuset helt nøjagtigt.

Det blev et personligt og interessant kaffemøde, hvor Annette blandt flere emner fortalte passioneret om ejendommens tilblivelse. Annette er maler, tegner og arbejder med keramik. Annette fortalte, at hun nyder at male med snært af noget farligt eller en flig af noget uhyggeligt. Noget udefineret man som betragter vil undre sig over og være usikker på. Det var i det mindste sådan jeg forstod det.

Ole bryggede kaffe og the, mens min synssans var på overarbejde. Øjnene flakkede rundt blandt rigdomme af kunst. For mig var det som at være barn i en slikbutik. Jeg havde glædet mig meget til besøget og sugede til mig, alt imens jeg forsøgte at tage det stille og roligt. Men altså… Hold nu op, hvor er de begge dygtige. Jeg kan ikke bedømme et maleri og sige kloge ord om teknikker eller bevæggrunde for netop det penselstrøg. Men jeg kan lide al den kunst, jeg så i dag. Malerierne og keramikken. Både Ole og Annettes keramik er underskøn og gør mig blød indeni. Al den fornemmelse for farver og former er næsten fortvivlende. Jeg har en svaghed for skønhedsskabelse.

Vi fik drøftet et større maleri, som Ole har arbejdet på gennem flere år. Hvad skulle det hedde, hvis det overhovedet skulle have et navn. Hvad drejede billedet sig om, og jeg fik desværre ikke spurgt om billedet nærmede sig et færdigt resultat eller om der endnu lå meget arbejde i det. For mig var det en lise at deltage i en samtale med rum til overvejelse også selv om samtalen på en pudsig måde ikke sluttede. Jeg forlod to meget venlige og søde mennesker opfyldt af energi og hovedet fuld af ideer og tanker. Annette og Ole lever det liv, de allerhelst vil og det udspringer af en bevidsthed om at gøre det, de ikke kan lade være med at gøre. Der er ikke andre valg. Det fascinerer mig og påvirker mig meget.

Mine tanker til sidst er; Jeg skal gøre de ting, jeg brænder for. Jeg vil være undersøgende og eksperimenterende. Lege med livet og være åben. Sige ja til at møde fremmede mennesker, lytte og le sammen med dem.

Min ven sendte mig en påmindelse her til aften: Man får det man giver. Jeg mener ikke, at jeg gav specielt meget ved mit besøg i dag eller med mit skriv forleden om Ole, men han forærede mig 2 bøger, hvor den ene er skrevet om ham selv og hans værker fra 1961-2010 og den anden bog af ham selv om mødet med nye bekendtskaber. 1000 tak for gaverne. Jeg glæder mig til at fordybe mig i dem.

Der er ting, jeg skal afprøve. Det ligger lige foran min næse, og jeg kan dårlig vente.

Det var dagens indslag om kreativitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: