Kunstmaler Anne Cirkola Hartmann

Hjemme hos Anne Cirkola Hartmann.

Annes hjem er farverigt og ikke uden overraskelse med mange malerier. Anne er kunstmaler og bor i en gammel, nedlagt skole lidt udenfor Nexø på Bornholm. På hendes matrikel finder man privat bolig, atelier, galleri og en frodig have. At trille ind i indkørslen hos Anne, er det som at træde ind i hendes egen verden af malerier, tegninger, haveplanter, indretning, ord og holdninger, som kun kan beskrives som Annes. Annes sted. En køn, kulørt perle, et frodigt sted, hvor Anne viser et sjældent overskud. Jeg følte mig velkommen.

Anne fortæller:

”Når jeg maler, er jeg glad for det dekorative. Indtil for ca. 5-6 år siden, malede jeg meget bredt i valg af motiver. I dag er jeg modtagelig for historierne, som findes i menneskers indretning af hjemmet. Der ligger rigtig meget bag vores måde at indrette os, og det gav for mig god mening at male rum, hvor jeg kan fange historierne. Jeg er fascineret af vidunderet i skabelsen.

Som menneske kan du gå efter det, du vil. Det gælder om at blive klogere. Vores største fjende er det begrænsede mind-set. Rigtig meget af det, som bremser os, er vores tanker. Jeg bliver i decideret dårligt humør, når jeg ikke har malet. Det er meditationen, jeg mangler og savner.”

Hvorfor maler du?

”Det har mest at gøre med mig selv, hvor jeg har behov for at udfordre mig selv. Det giver mig en fornemmelse af succes, og jeg føler mig meget i live og tæt på mig selv, når jeg maler. Men jeg er meget bevidst om, at det kræver arbejde at udvikle både mig selv, men også mine billeder. Bevidstheden om ens styrker og svagheder er vigtig.

Jeg er meget optaget af, hvorfor det lige er mig, der kan dette? Hvorfor kommer nogen af os hen til det, vi gerne vil, mens andre ikke gør? Det er også en succes, at mange holder af mine billeder, selv om det ikke er lig med økonomisk succes.”

Kan du leve af at male?

”Ja, det kan jeg. Jeg besluttede på et tidspunkt at søge en stilling som kirkesanger og fik den. Mit arbejde som kunstmaler foregår som oftest alene og som kirkesanger er jeg tvunget til jævnligt at stå frem foran mennesker. Så jeg har et deltidsarbejde ved siden af kunsten, da jeg også har brug for at komme ud og møde mennesker. Hvis jeg ikke synger jævnligt, gælder det samme som med at male. Jeg bliver i dårligt humør, hvis det ikke sker jævnligt.”

Hvad gør du for at dine malerier bliver set?

”Jeg prøver at være aktiv og opsøge messer, men de er oftest for dyre. Her på Bornholm tror jeg dog, at alle kender mit navn og så er der de sociale medier, som jeg benytter mig af.”

Hvordan vil du udtrykke din malestil?

“Den er nok meget tæt op af det impressionistiske. Den minder meget om klassisk moderne.”

Har du et ønske eller en plan om et eller andet, du gerne vil opnå med dine malerier?

“Jeg kunne godt tænke mig, at få lov til at udstille i et flot rum, hvor billederne kommer til sin rette.”

 

Hvis jeg skal beskrive Annes malerier, er de farvestrålende og indtagende. Du kan kigge længe på hendes malerier uden at blive færdig med at kigge. Der er tænkt over kompositionen, og der er malet med kærlighed og nænsomhed til historierne. Jeg skrev, at der hjemme hos Anne udover malerierne er keramik. Anne arbejder også med keramik og gør det i et samarbejde med en keramiker, der samtidig har en ovn at brænde i.

Jeg ved ikke, om jeg fandt Annes historie i hendes indretning af hjemmet. Men det må være en gave at have fundet redskabet til at gøre noget med et dårligt humør. I virkeligheden er det ikke spor indviklet. Gør noget, som du holder af og gør dig glad. Klik på billederne for at forstørre dem.

Du finder Annes galleri på Stensebyvejen 14, 3730 Nexø, Bornholm. Eller på www.cirkola.dk 

Leave a Reply

%d bloggers like this: