Lær dansk på 6 uger

Jeg vil fortælle en historie. Den er fra det virkelige liv og handler bl.a. om at prale. Jeg har summet over den i noget tid og jeg synes, den fortjener at se dagens lys, så her kommer den.

En schweizisk pige kom forbi. Hun slog sig ned i knap 6 uger, og da hun rejste hjem, havde hun lært at tale og forstå det danske sprog.

Pigen hed Andrea, og havde ingen kendskab til sproget eller dansk kultur, da hun den første dag bankede på døren. Efter små 6 uger havde hun et indgående kendskab til og forståelse for begge dele.

Første dag var, God dag, hvem er du og hvem er jeg. Det foregik på engelsk. Herefter blev det engelske sprog pakket væk og dialogen fortsatte på dansk. Dansk med mimik, fagter, synonymer, antonymer og tålmodighed. Store favnfulde af tålmodighed fra begge parter. Læren om sproglig bevidsthed går hånd i hånd med fokuseret flid og tålmodighed.

Vi har i fællesskab arbejdet med bl.a. ordklasser, ordstilling, udtale, talemåder, dansk kultur og traditioner. Rammerne og den røde tråd har vekslet mellem R.. til sæde, Walk&Talk, Ud og Se, Lytte og Spørge, læsning, oplæsning, plus alt det løse. Rigtig meget af alt det løse, der ikke umiddelbart kendetegnes som undervisning, men i høj grad er medvirkende til at samle sprogpuslespillet.

Dette med udelukkende at tale dansk skal tages med et gran salt. Særligt sprogene tysk, fransk og naturligvis engelsk har været en god støtte, et nyttigt redskab, i processen. Andrea og jeg var så heldige at have en vis indsigt i de nævnte sprog, som på den måde hjalp til at finde nuancerne frem i forståelsen af det danske sprog.

Men hvorfor lære et sprog på så relativ kort tid? Andrea er skuespiller og skal spille Julie i Shakespeares ”Romeo og Julie”, der spilles med Teatret Møllen i Sønderjylland til foråret næste år. Andrea har sine replikker på tysk, men vil gerne kunne forstå dialogen mellem kollegerne, der primært er danske. Respekt for det og den energi og vilje hun har lagt i ønsket om at lære dansk.

Der er ingen tvivl om, at den studerende har den primære rolle i forhold til, hvor resultatet lander indenfor en given tid. Men jeg vil dog mene, at undertegnet har grund til et klap eller to på skulderen. Min undervisning tog udgangspunkt i den studerendes ønske og behov, og det lykkedes. Andrea taler og forstår dansk.

 

Tak fordi du læste med i denne opløftende historie fra det virkelige liv.

Skriv et svar

%d bloggers like this: