Lever vi det liv, vi vil?

Med mindre din sommerferie ligger sent, er den sikkert til at se tilbage på og ikke hen til.

Ligesom nytåret giver anledning til refleksion over det forgangne år, har jeg hvert år, når sommerferien går på held, de samme overvejelser om jeg nåede det, jeg gerne ville i ferien. Omkring nytårsskiftet er der i lige så høj grad tradition for at tænke fremad. Hvad vil man gerne, og hvad vil man gerne undgå eller forbedre.

Sommerferien er slut for mit vedkommende. Jeg har været i gang i sidste uge, men det er i morgen tidlig klokken 8.00, at det rigtig går i gang. Når jeg ser tilbage på min sommerferie har det været en af de bedste i flere år. Det ultra varme vejr er ikke til at komme uden om, og selv om der har været dage, hvor varmen næsten blev en plage, har det været godt for kroppen at blive varmet igennem. Det har været som en lang charterferie i flere uger, ja faktisk måneder, og der sker noget fysisk i den vedholdende varme. Tempoet dalede ligesom appetitten. Væske var et vigtigt omdrejningspunkt, som for alt i verden skulle være ved hånden. De høje varmegrader har denne sommer sat dagsordenen og åbnet op for oplevelser, jeg ellers ikke gør mig i. Jeg tænker her på badning i havet, cykeltur kl. 4 om morgenen, kigge stjerner om natten og føre samtaler i de tidlige morgentimer, fordi det lige var dér, at solen stod op, varmen indhyllede soveværelset og satte en stopper for den nattesøvn. Jeg elsker at bruge døgnets 24 timer uden bekymring for manglende søvn. Det er bare at nappe en time eller to senere på dagen. Overordnet har jeg været i kontakt med de mennesker, jeg holder af og gerne bruger tid sammen med. Det er vigtigt for mig at pleje familien og min venneomgangskreds på hver deres måde. Det er blandt de mennesker, jeg hører til.

Men udover disse måske typiske sommeraktiviteter er der noget andet, som har fyldt en del. Det er først gået op for mig for et par dage siden. Denne sommer har været fyldt med detaljer. Små som store har jeg dyrket at tage billeder i naturen, nærbilleder og billeder af det større perspektiv. Jeg har skrevet daglige tekster, talt med mennesker, interviewet mennesker, lyttet til deres historier og genfortalt dem med en blanding af deres og mine ord. Der har været rigtig mange detaljer og nuancer i historierne og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at være formidleren. Jeg vil gøre mit til, at fortsætte med historierne.

Af andre detaljer har håndarbejde fyldt helt fantastisk dejligt. Særlig garn har været mellem fingrene og anledning til telefonsamtaler og kaffemøder. Jeg vil gå så vidt som til at kalde det nørderi eller i hvert fald passion for garn og hvad der kan komme ud af det. Det har været virkelig skønt at bruge tid på og lytte til andre menneskers historier om garn og dets betydning. Læs gerne interviewene med strikkedamerne- og manden. Næsten henført fortælles om garntyper, sanseligheden, inspirationen og en hel del andet om garn.

Jeg har derimod kun fået læst måske 3-5 bøger, men til gengæld kigget i flere billedbøger. De har ligget fremme flere steder og indbudt til en pause. Jeg er som regel lidt bagud, hvad mode angår, men jeg tror at billedbøger er oppe i tiden og jeg er vild med det. Bøger er lækre, ikke kun at læse, men også se på. Farverne og detaljerne er ren nydelse.

Men for nu at komme frem til min overskrift. Lever vi det liv, vi gerne vil?

Al skønheden i naturen, familien og venskaber har ledt mig hen til tanken, om jeg lever det liv, jeg gerne vil? Mange af sommerens aktiviteter og pauser foregår naturligvis også gennem resten af året, men jeg tøver alligevel en kende…. Kunne det være bedre HELE året rundt? Kunne der være mere harmoni mellem arbejdsliv og fritid? Jeg har levet halvdelen af mit liv og synes jeg skylder mig selv at stille spørgsmålet.

Lever du det liv, du gerne vil? Jeg vil meget gerne høre dine tanker omkring det.

Jeg ønsker dig en nænsom arbejdsbegyndelse her de første uger. Snart kommer det kønne efterår med hyggelige oplevelser. Danmark er dejligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: