Marts 2019

Søndag midt i marts måned. Temperaturen siger 8 graders varme og regnen falder omsider mindre gavmildt. Her i mit køkken er der tyst og godt at være. Tiden har netop rundet middag.

Denne marts er en særlig måned. En på mange måneder rodet måned, fordi jeg er urolig og sover helt urimelig dårligt. Jeg drømmer i et hæsblæsende tempo og er tæt på udmattet, når jeg vågner op. De sene eftermiddage, aftener og weekender er usammenhængende, fordi jeg er træt og distræt. Jeg finder ikke roen. Det har været sådan alt for længe. Mit job har drænet mig for positiv energi, energi i det hele taget. Situationer er gennemtænkt og tyndslidte. Jeg har været en brik i et større spil, der i øjeblikket kæmper bravt for bedre arbejdsvilkår, men er en håbløs og langtrukken kamp mod idiotiske regler og samfundets udvikling. Ultimo februar opsagde jeg mit job uden at have et andet. Der var ingen anden mulighed. Konsekvensen bliver sandsynligvis økonomisk dyr, hvilket fortsat giver søvnløse nætter . Min krop og hjerne er stresset. Drastiske beslutninger er ikke for tøsedrenge.

Men der er hjælp at hente. Det drejer sig naturligvis om at fokusere på alt det gode. Den mentale tilstand heles ved at gå ind i det positive og anerkendende. Det forsøger jeg på bedste vis at praktisere ved bl.a. at have fingrene i noget kreativt, lytte musik og tale med mennesker, der giver energi.

Jeg har fået lyst til også at skrive historier og noveller. Ideen har summet noget tid, og det begynder mere og mere at tage form. Ideer er sjovest at tale om, når de er påbegyndt, så jeg kan snildt sige det højt.

Min marts måned er som sagt urolig, men med mulighed for udvikling til det modsatte. Jeg har været på udflugt et par gange i marts og nydt godt af nye indtryk og inspiration. Alt skal nok blive rigtig godt. Sædvanligvis holder jeg af vejen til målet. I øjeblikket øver jeg mig hver eneste dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: