Midnatsskriv
Det er nat
Nat, midnat og bælgmørkt. Jeg har rykket mit lille skrivebord ind i soveværelset. Et enkelt stearinlys og skærmens lys oplyser nok til, at jeg kan se tastaturet og skrive. Faktisk er der også mulighed for at sætte lys i tastaturet, hvilket nok er den eneste ekstra funktion udover det nødvendige. Eller også kender jeg ikke min pc, som måske er fuld af tricks. Never mind, det er en helt anden historie.
Men her er stille. Naboerne sover formodentlig. De fleste er pensionister, og det er mit indtryk, at de står både tidligt op, men også går tidligt til ro. Jeg forestiller mig, at der på et tidspunkt med alderen kan indfinde sig en ekstra glæde ved at vågne hver morgen. Glæden ved at være i live, at vågne og erfare, at man ikke døde i løbet af natten. Mine naboer har i øvrigt også travlt hver dag. De ordner deres have, carporte og terrasser med en omhu, jeg endnu aldrig har haft trang til at udleve. Jeg skal ikke benægte, at jeg har leget med tanken om, at de en gang imellem ordner deres allerede pertentlige matrikel til ære for fx. mig. Jeg fornemmer deres skævende blikke ind til mig, som for at fortælle mig: “Se her Gitte, det er sådan her vi ønsker vores nabolag skal se ud. Hvorfor er du ikke i gang, Gitte?” Men det er sikkert noget pjat. De har måske ikke andet at foretage sig end at spule fliser og rykke rundt på havekrukkerne. Jeg holder af havearbejde, men jeg vil gøre det i ro uden afbrydelser. Jeg har ingen behov eller trang til at tale om, hvad jeg gør og hvorfor jeg gør det. Mine bevægelser taler for sig selv. Det er overflødig snak. Der er mange dage, hvor jeg har lyst til at arbejde i min have, men for megen menneskeaktivitet afholder mig fra det. Det er en uheldig ring at være i. Selvfølgelig gør jeg det fra tid til anden, men jeg bryder mig ikke om denne utilslørede beskuelse af mit arbejde.
Nå, det var slet ikke dét, jeg ville skrive om. Jeg havde lyst til at skrive her i midnatsstunden, fordi det er umindelig længe siden. Gennem længere tid har jeg modtaget advarsler om, at jeg skal købe mere plads, da mit site ellers vil lukke ned. Jeg ved, at jeg har skrevet om det før. I begyndelsen fik jeg mulighed for at “gøre plads”, hvorefter jeg slettede både billeder, opslag og en hel side og til hvilken nytte? Selvfølgelig overhovedet ingen. Jeg får stadig de samme advarsler om, at jeg har opbrugt, hvad nogen mener er mere end rigelig plads her i cyberspace. Jeg frygter, at det en dag ikke længere er muligt at skrive herinde. Måske er dette opslag det sidste… Hvis det er, så ved du, som læser med hvorfor der aldrig kom flere opslag. Det er IKKE med min gode vilje.
Der er sket flere større ting på det seneste. Mit liv er vendt op og ned. Det bliver ikke i nat, jeg skriver om det, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke er mig selv. Der er uro i kroppen, jeg har svært ved at finde rigtig fodfæste. Jeg befinder mig ikke så godt, når vaner brydes. Omvendt har jeg de senere år begyndt at kede mig hurtigere end førhen, når rutinerne bliver fór genkendelige. Det strammer. Så er der dét med støjen. Den bliver mere og mere utålelig. Men det er ikke i nat, jeg skal gå ind i dén snak.
Men jeg fik skrevet lidt, og det var rart. Gad vide om nogen fortsat læser med? Foreløbig god nat herfra. Jeg er ydmyg, men fortrøstningsfuld til den nære fremtid. De fleste bekymringer bliver altid gjort til skamme. God nat!
Jeg har sat et smukt billede på, hvis altså det bliver mit sidste skriv.
Gode hilsener fra Gitte Bobak